Medie: Usandsynligt, at Eriksen vender retur
Ifølge tyske Kicker ligger det ikke ligefrem i kortene, at Christian Eriksen vender retur til Wolfsburg.

Det var en uhyggelig gentagelse af det store chok fra EM-slutrunden i 2021, der udspillede sig i starten af juni i Odense.
Her faldt Christian Eriksen om på banen i en landskamp mod Ukraine, nøjagtig som han gjorde det imod Finland for fem år siden.
Dengang vendte han tilbage til topfodbolden, men et gensyn med Wolfsburg, hvor danskeren stadig er på kontrakt, er dog usandsynlig.
Det skriver tyske Kicker.
I kølvandet på sit kollaps imod Ukraine, hvor Eriksens ICD-enhed gjorde hvad den skulle, kunne midtbanespilleren melde ud, at han var hjemme ved familien igen og efter omstændighederne havde det godt.
Siden har han trænet på egen hånd i Danmark.
- Christian Eriksen begynder om kort tid på et individuelt rehabiliteringsprogram. Efter diskussioner med Wolfsburg-direktør Dieter Hecking blev det besluttet, at den 34-årige [spiller] fuldfører det i hans hjemland Danmark.
- VfL er i regelmæssig kontakt med Christian og lægerne, der følger hans behandling, skrev Wolfsburg tidligere i juli.

Forhåbninger om, at danskeren kan vende tilbage til klubben, er dog ikke store, skriver det tyske medie.
Mediet beskriver en tilbagevenden til klubben som "usandsynlig".
Desuden skriver Kicker, at kommunikation mellem Christian Eriksen og klubben er begrænset, omend parterne sigter efter at mødes i den kommende uge.
Sidste sæson endte i en kæmpe nedtur for Christian Eriksen og Wolfsburg, som måtte tage turen ned i den næstbedste tyske række.
Klubben tager hul på tilværelsen i 2. Bundesliga den 8. August, hvor holdet sparker sæsonen i gang imod Kaiserslautern.
Christian Eriksen har forsat kontrakt med klubben frem til sommeren 2027.

Christian Eriksen
Wolfsburg












