Advarer: DBU og Superligaen kan blive fanget i Rusland-sag Fotos: Claus Bech/Ritzau Scanpix og Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Advarer: DBU og Superligaen kan blive fanget i Rusland-sag

Det er skidt nyt for danske landshold og klubber, at FIFA forsøger at lukke Rusland tilbage ind i varmen.

FCK Danmark Rusland Lokomotiv
Fotos: Claus Bech/Ritzau Scanpix og Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I skyggen af VM har det skabt stort drama, at IOC og FIFA tilsyneladende forsøger at få Rusland med i blandt andet fodbold igen.

Her har Rusland været udelukket i snart 4½ år efter Putin-styrets dødbringende invasion af Ukraine, der har kostet hundredtusinder af mennesker livet.

Og det kan også få direkte konsekvenser i dansk fodbold, hvor DBU næppe får opbakning til at gå med et eventuelt FIFA-flertal om at lukke Rusland tilbage ind i fodbold.

Og hvor landsholdene og Superliga-klubber i Europa-turneringer risikerer en storm af vrede, hvis de stiller op mod hold fra Rusland.

- Jeg synes afgjort, der er tegn på, at FIFA er interesseret i at få Ruslands tilbage i det gode selskab, siger Stanis Elsborg, der er leder af Play the Game, til Campo

- Det hænger sammen med IOC’s nye udmelding og mildere linje, og her er det værd at huske, at Infantino jo selv er IOC-medlem. Han har også tidligere sagt, at udelukkelsen af Rusland ikke har hjulpet noget, men bare skabt mere splittelse.

- Det er jeg uenig i. Udelukkelsen har faktisk ramt en af grundpillerne i Putins sportsstrategi siden årtusindeskiftet: At bruge sport til prestige, legitimitet og internationale relationer. Men FIFA kan møde modstand fra UEFA og flere europæiske forbund, så det er langt fra givet, at Rusland bare kommer tilbage uden konflikt, siger Stanis Elsborg.

Infantino har givet sig selv en kæmpe lønforhøjelse

Dansk fodbold under voldsomt Rusland-pres

Mens der næppe er nogen i dansk fodbold, der frivilligt vil spille mod eller ønsker sig kampe mod russiske klubhold eller landshold, er melodien en helt anden i FIFA.

Her har præsident Gianni Infantino meget tydeligt signaleret, han helst vil have Rusland tilbage i landsholdsfodbold og turneringer som Champions League så snart som muligt.

Danmark og Rusland i Parken under EM 2021. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

UEFA-præsident Aleksandar Ceferin, der tidligere var tæt politisk allieret med Rusland, har også lejlighedsvis luftet tanken om et comeback, dog ikke nær så skråsikkert som Infantino.

Det kan blive et giftigt politisk spil, hvor dansk fodbold, DBU såvel som klubber, kan blive fanget mellem de internationale organisationers beslutning og Danmarks politiske kurs.

- DBU kan havne i et meget vanskeligt krydspres. På den ene side er man en del af FIFA og UEFA og skal som udgangspunkt følge de internationale turneringsregler. På den anden side kan der være et klart politisk pres i Danmark for ikke at spille mod russiske hold, siger Stanis Elsborg.

- Derfor er spørgsmålet så følsomt. Og DBU kan igen ende i et principielt spørgsmål, hvor værdimæssige udmeldinger bliver testet i praksis. Det så vi jo med Belarus, hvor DBU først sagde, at man aldrig ville spille mod Belarus på dansk jord, indtil man faktisk skulle det, og så fik piben en anden lyd.

Superliga-klubber på banen i Rusland-sag

Det politiske ansvar for beslutningerne ligger hos DBU.

FCK mod Lokomotiv Moskva i Parken i 2017. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017

Men Superliga-klubberne burde efter Elsborgs mening også melde sig på banen i forhold til Europa-klubturneringerne, hvor man i ligaspil uanset hvad vil blive målt direkte mod tilbagevendte russiske modstandere, selv hvis man ikke trækker dem i kampe.

- Hvis det bliver aktuelt, synes jeg bestemt, det vil være relevant med flere stemmer i debatten. Men DBU er fodboldens øverste organ i Danmark, og i første omgang ligger ansvaret hos DBU-formanden, som jo også sidder i UEFA’s eksekutivkomité.

- Når det er sagt, er det klart, at hvis russiske klubber vender tilbage, kan danske klubber også blive direkte berørt. Derfor er det en debat, som Superliga-klubberne og Divisionsforeningen næppe kan holde sig helt ude af, siger Stanis Elsborg.

Kulturminister Zenia Stampe er overhovedet ikke fan af tanken om russiske hold tilbage i international fodbold – læs mere om det her.

Fodboldboss flirter med Rusland: Dansk minister ‘forfærdet’

Mest læste

Notifications

Notifikationer