BIF-keeper efter exit: Ingen ambition om at stoppe
Thomas Mikkelsens tid i Brøndby er slut, men det er karrieren bestemt ikke.

Thomas Mikkelsens handsker skal ikke på hylden. De bliver på.
For selvom den nu tidligere Brøndby-keeper står uden klub og snart runder de 43 år, så betyder det ikke, at han er færdig med fodbold.
Faktisk er Mikkelsen mere end klar til at tage imod en ny udfordring, og de første tilbud er også tikket ind.
Det holder også liv i den danske målmands drøm om at nappe rekorden som den ældste spiller til at få minutter i Superligaen, som John Hansen sidder på med rekorden fra 1994, hvor han som 45-årig startede for Næstved.
Det behøver dog ikke at være en Superliga-klub med det samme, fortæller Thomas Mikkelsen til Bold.
- Jeg har ingen ambition om at stoppe. Så det bliver meget spændende at se, om der sker noget.

- Et godt projekt i 1. Division ville også være meget interessant, og det kan helt sikkert godt være vejen til at opnå mit mål, siger Thomas Mikkelsen.
Kontrakt i Brøndby er netop løbet ud, og mens hans tidligere holdkammerater har holdt ferie, har den 42-årige keeper holdt formen ved lige sammen med dygtige målmandskollegaer.
Han har nemlig trænet sammen med Oliver Christensen fra Fiorentina og Hans-Christian Bernat fra Karlsruhe, der begge har en fortid i dansk fodbold som OB-spillere.
Thomas Mikkelsen har spillet 22 kampe i Brøndby.
Det er dog i den i dag lukkede klub FC Vestsjælland, at han har flest kampe. Der blev det til 200 styks, mens han også har en fortid i Lyngby, FC Fredericia og OB.

Brøndby IF
Fiorentina
OB












