Forlænget og ‘forfremmet’: Han løfter stadig holdet
HB Køge-sportsdirektør Auri Skarbalius var aldrig i tvivl om, at Mike Jensen skulle have en ny aftale.

38 år og med kontraktudløb.
For manges vedkommende ville det nok betyde karriestop eller klubskifte.
Men ikke for Mike Jensen.
Den rutinerede midtbanespiller har nemlig mandag underskrevet en ny aftale i HB Køge.

Foruden at binde ham yderligere et år til klubben som spiller, så får han samtidig nu også titel af transitionstræner.
For sportsdirektør Auri Skarbalius har beslutningen om at smide en ny kontrakt foran Mike Jensen ikke rigtigt været til diskussion:
- Vi har hele tiden sagt, at så længe Mike løfter holdets niveau på banen, vil vi blive ved med at forlænge med ham. Det gør han stadig – og ved samtidig at få ham ind i vores trænerstab, bliver hans rolle som bindeled til spillerne kun endnu større.
- Hans betydning for vores kultur og især uddannelsen af vores unge spillere har været enorm de seneste år, og derfor er vi sikre på, at han bliver den perfekte transitionstræner for os, siger Auri Skarbalius.
Mike Jensen har da også været fast inventar for HB Køge hele foråret og var det igen så sent som søndag.
Her tangerede han klubbens kamprekord på 156 opgør. Starter han inde i sidste runde mod AaB, snupper han rekorden for sig selv. Lige nu deles den med Lee Rochester.

HB Køge












