Transfer-LIVE: Åbner for muligt skifte væk fra Viborg
Følg med i nyheder og rygter om transfers i dansk og international fodbold – Campo holder dig opdateret 24/7.

Det er transfertid i Superligaen, 1. Division og alle vigtige ligaer i verden.
Klubber i Danmark og resten af verden køber, sælger og skriver kontrakter med spillere - og der er fart på i et sommer-transfervindue i 2026, der kan slå transferrekorder.
I Campos LIVE-transferblog opdaterer vi dag for dag og time for time de vigtigste og vildeste nyheder og rygter. Vi holder hver dag øje med alt fra Superligaen til Premier League, La Liga, Serie A, Ligue 1 og Bundesligaen samt de mindre ligaer og rækker.
Her er der transferdeadline i Danmark (klik her)
Har du et godt tip eller en historie, så skriv til: kontakt@campo.dk

Sagde nej til Brøndby og Danmark - ny chance til sommer?
– Førsteprioriteten er at blive ude for mig. Jeg føler stadig, at jeg har nogle ting, jeg skal prøve. Det er planen lige nu, og som jeg ser det, kommer jeg ikke tilbage til Danmark nu.
Sådan lød meldingen fra danske Andreas Maxsø i et interview med TV2 Sport, da han kort før årsskiftet forlod Colorado Rapids i USA og var på jagt efter en ny udfordring.
Den fandt han i noget så eksotisk som De Forenede Arabiske Emirater, hvor den tidligere Brøndby-stjerne skrev under på en halvårlig kontrakt med Kalba FC.
Samarbejdet står dog til at løbe ud om præcis en måned, og i øjeblikket er der ikke forlydender om, at Maxsø får en ny kontrakt i UAE-klubben.
Brøndby skal med stor sandsynlighed på markedet efter en stopper, hvis Ben Godfrey ikke vender tilbage til Vestegnen, og klubben efter forventning sælger Rasmus Lauritsen denne sommer.
Andreas Maxsø slog i samme interview fast, at der kun er én klub for ham i Danmark.
– Det er klart, at Brøndby altid vil være min klub i Danmark i og med, at jeg var anfører, og vi fik det mesterskab. Det er det største, og jeg kan ikke forestille mig at skulle ende i en anden dansk klub, hvis jeg kommer hjem, lød det fra Andreas Maxsø.
Maxsø står noteret for 112 kampe i Brøndby IF-trøjen.

Danmark
Brøndby IF












