Jensen giver igen: Godt at se, de har fået nogle mennesker med
FC Nordsjælland-tilhængerne var efter Magnus Jensen i opgøret mod Sønderjyske. Men det tager forsvarsspilleren med et smil.

📍Campo på Sydbank Park
Sikkert er det, at Magnus Jensens søndag ikke var lige så populær blandt udeholdets fans, som det var tilfældet hos hjemmeholdet.
Før kampen fik forsvarsprofilen overrakt titlen som sæsonens spiller i klubben, men den samme hædersbevisning fik han ikke ligefrem fra udeholdets fans.
De medrejsende FC Nordsjælland-tilhængere havde nemlig ikke glemt, at forsvarskrumtappen har fortid i rivalerne fra Lyngby BK, hvilket de langt fra lagde skjul på.
Det tager Magnus Jensen dog med et smil.
- Du er og bliver et Lyngby-svin!
Sådan gjaldede det ind fra tribunerne midtvejs i første halvleg, hvor der næppe var tvivl om, at de ufine tilråb var rettet mod Magnus Jensen.
Men det er dog ikke noget, der går forsvarsspilleren på, som efter kampen heller ikke var sen til at give de medrejsende FC Nordsjælland-tilhængere lidt igen.

- Det var godt at se, at de havde fået nogle mennesker med dernede i dag. Det er sjældent set.
- Det var da herligt for dem, at de for en gang skyld var kommet ud af huset derhjemme, lød det fra Magnus Jensen til Campo og den fremmødte presse efter kampen.
Artiklen fortsætter efter annoncen.
Det var dog FC Nordsjælland, og dermed de tilrejsende fans, der fik håneretten, eftersom Farum-klubben vandt opgøret med hele 1-4 efter en første halvleg, hvor Sønderjyske til tider blev spillet ud af banen.
Derfor mener forsvarsspilleren heller ikke nødvendigvis, at der kan være tale om, at han fik svaret FCN-tilhængerne igen.
- Nej, det kan man vist ikke sige, når man har tabt 4-1. Så den vandt de vidst i dag, lyder det med et smil fra Magnus Jensen.
Trods en flot sæson måtte Sønderjyske nøjes med en sjetteplads i Superligaen anno 2025/26. Og det er en bitter pille at sluge, fortæller Magnus Jensen.
Læs mere her.

FC Nordsjælland
Sønderjyske












