Underlaget er ligegyldigt: Vi har ikke brug for undskyldninger
Aral Simsir gider ikke bruge krudt på kunstgræsset i Farum.

Inden længe går det løs på Right to Dream Park.
FC Nordsjælland tager imod FC Midtjylland.
Hjemmeholdet kan med en sejr sikre bronze, mens dagens gæst med en sejr kan lægge enormt pres på AGF i guldkampen.
Mens midtjyderne dårligt har råd til at sætte point over styr, hænger der kedelig statistik over ulvene. De har nemlig spillet de seneste 10 kampe på kunstgræsset i Farum uden sejr.
Det er dog ikke noget, som Aral Simsir bruger sin energi på kort før kampstart.
- Om det er på græs eller kunst, det er jo lige meget. Det er det for mig, og det synes jeg også, at det skal være for alle andre.
- Det at komme med undskyldninger er ikke noget, vi har brug for. Det vi gør på hjemmebane, kan vi også 100 procent gøre på udebane. Jeg tror, at der sker nogle ting mentalt for nogen af os, og det har vi ikke råd til lige nu.
- Vi skal bare ud at have de tre point - om det er kønt eller ej, siger han til TV 2 Sport.

Kampen mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland fløjtes i gang klokken 14.00.
AGF gæster Brøndby IF klokken 18.00.
FC Midtjylland
FC Nordsjælland












