CV hylder AGF: Tilbage i toppen af dansk fodbold
AGF’s fodbolddirektør hylder det arbejde, der er blevet lavet i AGF de seneste mange år.

AGF er 90 minutter fra et historisk mesterskab. Det første i 40 år.
Det kommer i en sæson, hvor ingen havde regnet med, at Jakob Poulsen kunne føre århusianerne til den form for succes i sin debutsæson.
- Det er et fantastisk stykke arbejde af først og fremmest spillerne, men også den stab omkring, og selvfølgelig Jakob [Poulsen] han har gjort det helt fremragende, fortæller AGF's fodbolddirektør Carsten V. Jensen til Viaplay før kampen.
- Men det er jo bygget på et grundlag, der hedder virkelig stærkt arbejde af en ledelse gennem de sidste, hvad ved jeg, 12-14 år, som har ledt Aarhus tilbage i toppen af dansk fodbold.
- Der er rigtig mange ting, der peger i den rigtige retning for AGF lige nu. Og det ville da være, tror jeg, prikken over I'et med et mesterskab i dag. Det ville jeg være glad for at kunne være med til. Ingen tvivl om det.
'CV' har tidligere vundet mesterskabet med både FCK og Brøndby IF. Det fylder dog ikke meget hos den erfarne fodboldboss, at man kan sikre mesterskabet mod netop Brøndby.
- Det næste mesterskab er altid det bedste, vil jeg sige, fortæller Carsten V. Jensen med et smil på læben til Viaplay før kampen.

FC Midtjyllands cheftræner tror ikke på, at AGF vinder på Brøndby Stadion.

AGF












