Iført Brøndby-trøje i Aarhus: 12-årig dreng slået ned
En bare 12-årig dreng er blevet overfaldet i Aarhus.

Aarhus summer af forventninger og spænding.
Allerede på søndag kan AGF nemlig vinde det danske mesterskab for første gang i 40 år, hvis ellers resultaterne flasker sig.
Men der er ikke lutter smil og glæde Danmarks næststørste by.
Fredag kunne Østjyllands Politi eksempelvis løfte sløret for, at man har sigtet tre personer for racisme i forbindelse med guldbraget mellem AGF og FC Midtjylland tilbage i april.
Nu har Århus Stiftstidende bragt endnu en historie, der ikke just klæder Smilets By.
Lokalavisen har nemlig været i kontakt med en mor, hvis bare 12-årige dreng er blevet slået ned omkring Ny Banegårdsgade.
Ifølge moren ene og alene af den årsag, at han var iført i Brøndby-trøje.

Familien var ud at spise på Aarhus Streetfood i forbindelse med datterens fødselsdag, og undervejs i arrangementet gik den 12-årige dreng sammen med sin søster på McDonalds.
På vej tilbage blev der ifølge moren råbt 'Brøndbysvin' og 'luder' - og andre skældsord - hvilket den 12-årige dreng svarede tilbage på, inden det endte med et overfald:
- Da de (børnene, red.) vender sig for at gå tilbage mod os, kan de høre løbende skridt bag dem, og pludselig får min dreng et hårdt skub, så han vælter ind i nogle cykler.
- Han forsøger desperat at undskylde, men får så et knytnæveslag i ansigtet, før han formår at løbe væk, inden han får et mere, fortæller drengens mor til Stiften.
Moren fortæller videre, at gerningsmanden var teenager, men at han ifølge hendes søns udlægning befandt sig sammen med to voksne mænd, som ikke skred ind undervejs i overfaldet.
Århus Stiftstidende skriver, at man torsdag aften henvendte sig til Østjyllands Politi for at få en kommentar og eventuel bekræftelse af, at der skulle være modtaget en henvendelse, men at det endnu ikke er tilfældet.
Netop AGF og Brøndby IF ramler sammen på søndag på Brøndby Stadion.

AGF
Brøndby IF












