Fra Brøndbys bænk til VM? – Der er meget larm
Marcus Younis var havnet i Brøndby IF’s overskudslager, men kan måske tillade sig at drømme om VM til sommer.

Det er de færreste i Brøndby IF, der overhovedet har nået at stifte bekendtskab med Marcus Younis.
Den 20-årige australier blev hentet til Vestegnen så sent som i august 2025.
Allerede tilbage i januar tog han dog hjem til Australien på et lejeophold i Melbourne City.
Årsagen bag var ganske enkelt, at han røg for langt ud i kulden under cheftræner Steve Cooper.

Den beslutning har siden vist sig at være den helt rigtige for den unge offensivspiller.
I hjemlandet har han nemlig imponeret enormt, og selvom han var milevidt fra spilletid i Brøndby, så tales der nu om A-landshold og VM-slutrunde, når snakken falder på Marcus Younis i hjemlandet.
Det skyldes ikke mindst hans imponerende tal for Melbourne City. 14 kampe har kastet otte scoringer og fem oplæg af sig.
Hovedpersonen selv forsøger dog at fortsætte sæsonen upåvirket.
- Der er meget larm, men jeg forsøger ikke at tænke på det, for det vigtigste lige nu er kampene i weekenden og min træning - og hvordan jeg præsterer.
- Jeg tænker bare ikke på det. Det gør jeg virkelig ikke.
- Folk sender mig alt muligt på sociale medier, men jeg lader det bare ligge. Jeg tænker kun på, hvordan jeg træner og spiller. Om som jeg har sagt, så sker ting altid af en grund. Det kan gå hurtigt.
- Jeg forventer ingenting overhovedet. Bare træn og spil, og så sker tingene i den rækkefølge, som de skal, siger han til mediet Football360.
Marcus Younis drog i 2024 til hollandske PSV, hvor han nåede 26 kampe for Jong PSV.
I Brøndby IF står han noteret for fire kampe og samlet 91 minutters fodbold for klubbens første hold.
Han har endnu ikke fået debut for Australiens A-landshold, men ender han med at blive udtaget til VM, kan han se frem til opgør mod USA, Paraguay og Tyrkiet i gruppespillet.
Som det ser ud lige nu, står han til at vende retur til Brøndby IF til sommer. Hans kontrakt med Superliga-klubben strækker sig frem til 2029.
Brøndby IF












