Wolfsburg henter Eriksen-konkurrent hjem
Efter fire år vender han hjem til sin barndomsklub.

Endnu ved de ikke, om den står på Bundesliga eller 2. Bundesliga i den kommende sæson.
Ikke desto mindre har VfL Wolfsburg handlet hurtigt, og allerede nu har de sikret sig, at et af klubbens egne talenter vender hjem.
Det er midtbanespilleren Elvis Rexhbecaj, der efter fire år hos Bundesliga-konkurrenterne Augsburg vender hjem til folkevognsklubben.
- For mig bliver det noget helt særligt at vende tilbage til Wolfsburg. Det er her, jeg er vokset op, og det var hos VfL, jeg startede min Bundesliga-karriere. Det vil jeg altid være taknemmelig for.
- Da muligheden for at vende tilbage opstod, var jeg derfor ikke i tvivl om, at jeg ville gøre det. Men det er også klart: Indtil sidste spillerunde vil jeg give alt for FC Augsburg, lyder det fra Elvis Rexhbecaj.

Den 28-årige kosovoalbaner kan dermed se frem til at blive holdkammerat - og konkurrent til pladsen på midtbanen - med danske Christian Eriksen samt Joakim Mæhle og Jonas Wind.
Rexhbecaj vender hjem til Wolfsburg på en fri transfer, og han har skrevet under på en kontrakt til sommeren 2030.
Rexhbecaj har i denne sæson spillet 26 af 30 mulige kampe i Bundesligaen for Augsburg, der med fire runder tilbage af sæsonen er stort set sikret endnu en sæson i Bundesligaen.
Det er klubben, han til sommer kommer til, derimod langt fra.
Wolfsburg ligge forud for de sidste fire spillerunder næstsidst med 24 point, og selvom den direkte overlevelsen ikke matematisk er væk, er det mest sandsynlige scenarie - hvis klubben skal overleve - formentlig, at de henter St. Pauli på den playoff-givende 16. plads. St Pauli har lige nu 26 point.
Elvis Rexhbecaj nåede at spille i alt 32 kampe for Wolfsburgs førstehold, inden han blev udlejet til først FC Köln og dernæst Bochum, inden Augsburg i sommeren 2022 købte ham fri.
Wolfsburg












