Kyl hands-straffe som mod Brøndby i skraldespanden nu! Fotos: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix og Dylan Martinez/REUTERS

Kyl hands-straffe som mod Brøndby i skraldespanden nu!

Straffespark for hands i feltet skal afskaffes, med mindre det er håndboldredninger a la Luis Suárez ved VM 2010.

Fotos: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix og Dylan Martinez/REUTERS

Der er lagt op til et par guldfinaler af rang, efter AGF pressede FC Nordsjælland i bund og fik uafgjort, mens FC Midtjylland efter spilovertag det meste af kampen kom fra Brøndby med en 2-1-sejr.

Det skal vi stille knivskarpt på i den kommende uge på Campo frem mod det første brag i Herning.

Men inden da er jeg for min egen men selvfølgelig mest af alt fodboldspillets skyld nødt til igen at få luft for, hvor tåbelige og ødelæggende straffespark for hands i mange tilfælde er.

Påskudt!

Søndag var det Brøndby, det gik ud over, da Aral Simsir sparkede ind i feltet og fra kort afstand ramt Ben Godfreys arm.

Superligakampen mellem Brøndby IF og FC Midtjylland på Brøndby Stadion søndag den 12. april 2026.

Det er helt tydeligt, bolden rammer armen, der er intet at rafle om der.

Men det er der, galskaben sætter ind.

Jeg er ingen xG-ekspert, men set som lægmand var der meget, meget lille mulighed for, at bolden ville ende i nettet i den spilsekvens, efter den slap Aral Simsirs fod.

Det var ikke en håndbold-redning som Luis Suárez ved VM 2010, hvor vi alle på stadion den aften i Johannesburg kunne se, Suárez reddede en Ghana-scoring på målstregen, hvorefter Ghana brændte straffesparket og Uruguay minutter senere gik i semifinalen efter straffesparkskonkurrence.

Øjeblikket før, Luis Suárez stopper Ghanas scoring i de sidste minutter af den forlængede spilletid i VM-kvartfinalen ved VM 2010. Foto: Dylan Martinez/ REUTERS

Det var en bold, enhver, der har spillet fodbold i skolegården, kan se var påskudt.

Og jo, det begreb er en ting, og det er skolegårds-logikken, der her er den rigtige, mens fodboldens regelbog, især efter VAR (som dog ikke udløste kendelsen her), er totalt på månen, skruphamrende forkert og mod enhver ånd i fodboldspillet.

Reglerne er forkerte

Fodbold er ikke et regelspil, hvor formålet med at dyrke sporten er at overholde reglerne, og hvor en minimal overtrædelse koster kampen, mesterskabet eller OL-medaljen som i så mange andre sportsgrene.

Vi begår frispark, tager indkast og frispark indtil flere meter fra, hvor forseelsen skete eller bolden gik ud.

Vi hiver i trøjer, skubber, rammer ind i modspillere – og det er meningen, spillet skal være sådan.

Blev Brøndby snydt for et mål mod FCM? Bedøm selv her

Vil man have millimeter-demokrati og regelbogen som den centrale og drivende force i sporten, jamen så dyrk eller se noget andet end fodbold.

Hands-straffespark er netop så provokerende idiotiske, fordi de er et frontalangreb på, hvorfor et gigantisk flertal spiller eller ser fodbold.

Gå sammen om en ændring

Dommerne i Danmark er reelt chanceløse, fordi de skal følge IFAB's regler, hvilket er fair, selv om man da i det mest irriterede øjeblikke kunne tænke sig lidt mere civil ulydighed.

Men det må da være tydeligt, at de regler skal laves om – for eksempel ved, at hands giver indirekte frispark, hvor forseelsen bliver begået, et valgfrit frispark lagt af det angribende hold uden for straffesparksfeltet, eller noget lignende, der langt mindre sandsynligt giver en scoring.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Vurderer dommerne, der er tale om forsætlig hands eller på anden måde strafbar position eller bevægelse (man må selvfølgelig ikke komme bragende ud mod en markspiller med armene flagrende som en håndbold-keeper) – så dømmer vedkommende selvfølgelig straffespark.

Det kan dommere, da især med VAR på skulderen, sagtens lave skøn på, og det vil lynhurtigt fikse en stor del af problemet og gøre, jeg og millioner af fans verden over ikke skal spilde tiden på imbecile straffespark.

Jeg har færdes omkring professionel fodbold i to årtier, og jeg har meget svært ved at komme i tanker om én eneste med fodbold som levebrød, der synes de hands-straffespark er en god og fornuftig del af spillet, især når pulsen er dalet i minutterne eller timerne efter en kamp.

Fodboldspillets regelbog er ikke hellig, spillet er ikke til for reglerne eller for, at der skal dømmes så ofte og så bogstaveligt efter lovens bogstav som overhovedet menneskeligt muligt.

Det her er en sag, DBU og Divisionsforeningen som klubbernes organisation burde kunne finde sammen om – I skal ikke komme og fortælle mig, de er jublende lykkelige over hands-straffespark i helt tilfældige og ufarlige situationer i resten af verden heller.

PS: Jeg ved godt, jeg har sagt og skrevet meget af ovenstående før, men så længe reglerne ikke bliver ændret, bliver jeg ved.

Stor Brøndby-straf på vej? Har appelleret betinget straf

Mest læste

Notifications

Notifikationer