Efter undervældende Franculino-indhop: Står ved min beslutning Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Efter undervældende Franculino-indhop: Står ved min beslutning

Franculino er endnu ikke helt oppe i omdrejninger, men alligevel er han tilbage på holdet i FC Midtjylland, og det er der en god grund til, forklarer Mike Tullberg.

Mike Tullberg til en kamp mod Sønderjyske
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

📍Campo til FC Midtjylland-træning

I efteråret gik Franculino målamok.

FC Midtjylland-spydspidsen scorede svimlende 16 mål i 18 Superliga-kampe, men kort før jul gik han i stykker i en udekamp mod Viborg FF.

Skaden kostede ham hele 16 kampe på sidelinjen, men i weekenden var Franculino endelig tilbage.

Det 21-årige supertalent fik 19 minutter mod Sønderjyske, men indhoppet var ikke noget at råbe hurra for.

Han så i virkeligheden ud til stadig at være skadet, og FCM-cheftræner Mike Tullberg indrømmer, at han fortsat ikke er 100 procent fit.

- Nej, det er klart, der er også noget kritik af ham nu her efter kampen (mod Sønderjyske, red.), men det er bare sådan, at vi har brug for Franculino i den sidste del af sæsonen, og vi har også brug for ham i pokalfinalen.

- Det kan godt være, han ikke er fuldstændig klar lige nu, også på de fysiske stats, men det er min beslutning, og den står jeg ved, siger Tullberg til Campo og den øvrige presse.

Mike Tullberg til en kamp mod Sønderjyske
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Angriberen fra Guinea-Bissau fik ikke ligefrem sat noget godt aftryk på opgøret mod Sønderjyske, hvor FCM tabte værdifulde point til guldkampen, men Franculino var ikke den eneste indskifter, der ikke stemplede godt ind i kampen.

Tullbergs ændringer undervejs mod Sønderjyske har været genstand for kritik, men FCM-bossen fortryder ikke sin beslutning om at bringe stjernen i spil.

- Han bliver også nødt til at blive spillet i form, for han kan ikke bare løbe og træne herude. Så har vi ham heller ikke til rådighed i en fit udgave i en pokalfinale, så jeg ville have valgt at lave den samme udskiftning igen, siger Tullberg.

Ingen undskyldning

Efter kampen erkendte cheftræneren, at han 'fik sat for mange spillere ind, der ikke var rigtig klar', men han vil ikke høre på nogle undskyldninger.

- Der er selvfølgelig nogle ting, vi har påtalt. Jeg synes, jeg har et hold, der normalt udstråler meget aggressivitet og intensitet, og der er jeg skuffet over de sidste ti minutter (mod Sønderjyske, red.)

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

- Det er ikke fordi, det er ugideligt, men det kan se ugideligt ud, når der opstår en dødbold midt på banen, og der er nogle, der går forbi og ikke er tilbage og forsvarer.

- Det sker de sidste ti minutter, og sådan må vi ikke se ud - ligemeget hvem, der er på banen, hvor meget de har spillet, og hvor meget de har været skadet. Det skal ikke være en undskyldning, siger Tullberg.

Næste kamp for Midtjylland er på søndag, hvor Ulvene gæsterne Brøndby IF.

Respekten for guldkonkurrenten AGF er stor i FC Midtjylland:

Storroser AGF: Skal vinde begge kampe

Mest læste

Notifications

Notifikationer