Tjek champagne-prisen: Ligner AGF-guldfest mod FCM Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Tjek champagne-prisen: Ligner AGF-guldfest mod FCM

Vi nærmer os den tid på foråret, hvor den materialeansvarlige i AGF diskret skal researche, hvem der laver de fedeste guldtrøjer og sælger Århus’ bedste champagne.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det holdt i perioder hårdt i et drønhårdt grønt tryk, de fik hjælp af hjemmeholdets uheldige målmand Lucas Lund, og de kunne ikke selv lukke kampen på de store chancer, der opstod i anden halvleg.

Men det har AGF og tusinder af århusianere på vej hjem fra Viborg været fløjtende ligeglade med, for de vandt en brutalt svær udekamp 2-1 og er nu syv point fri af FC Midtjylland på Superligaens førsteplads.

Fodboldnerverne har sitret i Århus de seneste uger efter pointtab til Sønderjyske og Brøndby, men hvad gør det en påske-mandag, når man henter tre af de sværeste point i slutspillet anno 2026, to dage efter FC Midtjylland igen har vist sig uvillige til at vinde i Superliga-foråret med 2-2 mod Sønderjyske.

Det er for tidligt at fejre endnu, for midtbanefolkene Nicolaj Poulsen, Rasmus Carstensen og Marcus Solbakken var ikke med i truppen i dag, og sidstnævnte kunne sagtens være ude resten af sæsonen med efterveerne af den djævelsk trælse virus, han fik på synsnerven.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Der var comeback i midterforsvarets startopstilling til Frederik Tingager og indskiftninger af flere af de unge, nu flere af de rutinerede var ude, så selvfølgelig er der intet at fejre endnu med et FC Nordsjælland-besøg i Århus på fredag og så minsandten en tur til Farums kunstgræs i midtugen mellem guldfinalerne mod FC Midtjylland.

Kan han virkelig blive AGF’s overraskende guldhelt?

Formen er mindre med FCM end AGF

Men, det er svært at være pessimist for AGF'ere, når man ser tingenes tilstand i Herning.

Her har FCM mistet evnen til at spille kampe færdige og til at vinde dem, og talismanen Philip Billing har en skade i akillessenen på det absolut værste tidspunkt i sæsonen.

Hvis ikke FCM-truppen er slidt, spiller den flot skuespil i disse uger i forsøget på at overbevise os om, at stængerne er blytunge i de sidste minutter af kampene.

Det kræver ingen fantasi at se endnu et FCM-pointtab for sig mod Brøndby til weekenden, og så er det lige før, bare et enkelt kryds i de to kampe mod FCM er nok for AGF til at holde over målstregen 17. maj.

Der er AGF dog ikke endnu.

Den offensive maskine, AGF var i efteråret, er man ikke helt endnu, og spørgsmålet er, om det kommer.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Jakob Poulsen peger, med klar merit, på dårlige baner, der gør for mange Superliga-kampe til en lidt for tilfældig affære.

Men jeg synes nu stadig at kunne se, modstanderne med nogen held går benhårdt til Arnstad og sekundært Bech og Links.

AGF's spil er stadig mere jævnt end de vilde udsving, FC Midtjylland har undervejs i deres kampe her de seneste fem uger, men århusianerne er ikke mere suveræne, end at ulvene stadig kan komme brølende tilbage og gøre ræset pivåbent til de tre sidste runder.

Men altså: Det kommer til at vrimle med AGF-trøjer de næste uger, og det er helt fair at glædes over medgangen.

Og når man er syv point foran med syv runder tilbage, er det legitimt nok lige at tjekke, hvad sådan et sæt med en guldtrøje og tilhørende guldhat koster, og om man kan forhandle nogle kasser Gold Vintage Martel Champagne ned under 500 kroner stykket, hvis man køber nok af dem.

Bare sørg for at lave tjekket fra en burner-konto og uden at ledelsen eller trænerteamet i AGF (eller vi journalister) får nys om det, før den er matematisk sikker.

Dalsgaard frygter ikke gummiben i AGF: Vi kæmper den hjem

Mest læste

Notifications

Notifikationer