Udlandsdansker følger Superligaen tæt: Håber de vinder i år
Den danske Derby-spiller holder vågent øje med, hvordan det står til i hans tidligere klub i Superligaen.

Nogen gange vokser drømme ud over landets grænser.
Det har de gjort for 22-årige Oscar Fraulo, der i dag spiller i Championship-klubben Derby.
Skiftet til engelsk fodbold kom i stand i vinterens transfervindue, hvor han forlod Mönchengladbach i jagten på mere spilletid.
Den var også mulig at finde hos Fraulos tidligere arbejdsgiver, nemlig guldkandidaterne og pokalfinalisterne fra FC Midtjylland.
Ulvene var nemlig også ude efter det danske midtbanespiller, der til Campo har fortalt, at han ikke var klar til at vende hjem til dansk fodbold endnu. Læs mere om det her.
Oscar Fraulo sagde i 2022 farvel til FCM for at drage til Tyskland, men han har bestemt ikke glemt klubben fra Heden. Faktisk holder han et vågent øje med, hvordan det går, fortæller han til Campo.
- Det er fire år siden, jeg skiftede, men det er bare sindssygt fedt (projektet i FCM, red.), og jeg følger sindssygt meget med i Midtjylland, og jeg håber da også, at de vinder i år.
- Jeg kan virkelig godt lide den klub. Det er klart den klub, jeg holder med i Danmark. Også fordi jeg har venner, der spiller der, og jeg selv har været der, siger Oscar Fraulo.

Prøvet det før
I stedet er 22-årige nu blevet en del en større gruppe af talentfulde danskere, der tørner ud i den næstbedste række i England.
Fraulo har dog den fordel, at det ikke er første gang, han foretager et skifte til en udenlandsk klub. Det kunne han godt mærke i forbindelse med skiftet til Derby.
- Det giver mig da klart en fordel at have prøvet det før og skifte til en anden stor klub i udlandet. Alle de ting, man skal være opmærksom på, når man kommer ud, det er lidt nemmere, når man har prøvet det før.
- Jeg tænker ikke så meget over sådan ting (at spille sammen med andre danskere, red.). Jeg synes bare, det er spændende at prøve en masse nye ting hele tiden, siger Fraulo.
Derby jagter en plads blandt de bedste seks i Championship, der giver mulighed for at spille om en oprykning til Premier League.
Aktuelt er klubben nummer otte. Næste opgave er topholdet Coventry.

England
FC Midtjylland












