11 lejesvende på vippen i FCK, FCM, Brøndby og AGF
Med mindre end to måneder tilbage af ligasæsonerne skal der træffes beslutninger for udlejede Superliga-spillere. Hvem vender tilbage, bliver solgt og skal udlejes igen?

Mens det er tid til slutspil i Superligaen og uddeling af mesterskaber og nedrykninger rundt om i verden før VM i Nordamerika, går transferarbejdet også ind i den sidste forberedelsesfase.
Med syv-otte uger til, ligaerne igen ligger stille, er de fleste klubber nået langt.
Men nogle af dem, der stadig er tvivl om, er udlejede og relativt dyre spillere fra Superliga-topklubberne.
Nogle bliver udlejet igen, enkelte vil måske vende tilbage og få chancen, mens mange skal sælges.
Hvilken vej peger pilen?
Det ser Campo nærmere på her.

Dominik Sarapata
FCK til Wisla Plock
Status: Skal muligvis udlejes igen til sommer
Sarapata kostede FCK kassen men kunne slet ikke spille sig på i hovedstaden i efteråret.
Den nu 18-årige midtbanespiller er lejet hjem til Polen og har fået noget spilletid, uden det er overvældende.
Sportsdirektøren og cheftræneren er nu væk i FCK, så det virker muligt, at teenageren skal finde et andet sted at få seniorerfaring, før han måske kan gøre sig gældende i København.
Munashe Garananga
FCK til Hibernian
Status: Skal sandsynligvis sælges til sommer
Han spillede de første par kampe men har været ude af holdet i over en måned.

Det er urealistisk, at den skotske klub kan købe ham fri for noget i nærheden af indkøbsprisen, så det peger mere i retning af et salg et andet sted hen, med stor sandsynlighed med et tab.
Nathan Trott
FCK til Cardiff
Status: Et salg til Cardiff eller anden britisk klub virker muligt
Trott og Cardiff er ved at spille sig i Championship, og i næstbedste række vil Cardiff have rigelig råd til at købe Trott.
Spørgsmålet er nok nærmere, om andre kan finde på at købe ham.
Theo Sander
FCK til OB
Status: Der skal nok findes en anden løsning
Unge Sander har stadig tiden foran sig, men det ser ikke ud til, gennembruddet kommer i OB.
Det vil være en overraskelse, hvis han vender tilbage til FCK og kan spille sig på der: Tiden er inde til, u-landsholdsspilleren finder et sted at spille fast.

Dani Silva
FCM til Pafos
Status: Det ligner et sommersalg
Portugiseren har spillet en del for det cypriotiske tophold, der var i Champions Leagues ligaspil og kun tabte tre af otte kampe.
Silva vil være et relativt dyrt køb for klubben, så det kan bestemt ikke udelukkes, Silva ryger et andet sted hen for to-tre millioner euro til sommer.
Hvad der til gengæld virker urealistisk er en retur til FCM.
Sofus Johannesen
FCM til Fredericia
Status: Skal fortsætte udviklingen i næste sæson
Johannesen er ved at få et Superliga-gennembrud i 2026, og hvad end Fredericia spiller Superliga eller 1. Division til juli, er det meget usikkert, om oprykkerne kan beholde ham.
Konkurrencen i FCM er voldsomt hård, men her er tale om en spiller, der godt kunne få et halvt eller helt år til at prøve lykken i Superliga-topklubben.
Ellers kommer han til at spille fodbold et andet sted – han er for interessant til at ende på bænken.
Kotaro Uchino
Brøndby til Vissel Kobe
Status: Uvist
Den unge mand vendte hurtigt tilbage til Japan for at få spilletid og har fået lidt af det i de første uger i J-League.
Han kom fra lavt niveau og er stadig ung, så det vil være letsindigt at udelukke muligheden for, at Uchino vender tilbage til Brøndby og får en ny chance.

Emmanuel Yeboah
Brøndby til Halmstad
Status: Skal videre til sommer
Yeboah får endelig spillet fodbold i Sverige og scoret lidt mål, og det alene er fremgang efter et par meget svære år i Danmark.
Det er totalt urealistisk, at Yeboah kommer tilbage og får en chance i Brøndby med et år tilbage på kontrakten, så det her ender i et (billigt) salg eller en ny leje.
Youssouph Badji
AGF til Panetolikos
Status: Skal sandsynligvis videre til sommer
Han scorede hurtigt et par mål i Grækenland, og mens et AGF-gennembrud virker urealistisk, var der glimtvis noget i Badji, der antydede muligheden for et gennembrud på lidt lavere niveau.
Det får Badji muligvis i næste sæson, og det bliver efter alt at dømme ikke i Århus.

Richmond Gyamfi
AGF til Esbjerg
Status: Meget svær at bedømme
En skade drillede Gyamfi i efteråret, mens han har været ude af drift i foråret.
Han var så lovende i Hobro, at det overhovedet ikke kun var AGF, der så charmen i ham blandt Superliga-klubberne.
Der er nok meget langt til, at Gyamfi kan få chancen i AGF, men det vil være yderst letsindigt at afskrive ham på topplan og i dansk fodbold.
Luka Callø
AGF til Aarhus Fremad
Status: Kunne få rolle i AGF
Den stærke stopper gør det udmærket i 1. Division med de lærepenge, der uundgåeligt skal betales for så ung en spiller.
AGF skal på et tidspunkt skifte ud i forsvarskæden og kunne godt finde på at gøre det til sommer, og der vil det være naturligt minimum at se Callø an efter den værdifulde læring som voksenspiller i 1. Division.

AGF
Brøndby IF
FC København
FC Midtjylland












