FCK melder udsolgt til pokalfinale
Der forventes dog at kunne frigives flere billetter tættere på kampen.

Det har langt fra været den sæson, FC København havde drømt om.
Tværtimod har det været et decideret mareridt for løverne, der ikke formeåde at spille sig med i mesterskabsspillet i denne sæson af Superligaen.
Det eneste plaster på såret er dog et solidt et af slagsen. FCK er nemlig klar til denne sæsons pokalfinale, hvor de regerende danske mestre møder FC Midtjylland.
Der bliver fuld opbakning til Jacob Neestrups tropper, når FCK skal jagte sin 11. pokaltitel og forsvare sidste års titel.
FC København melder nemlig udsolgt af sine billetter til finalen.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Det sker blot to dage efter, at billetterne blev sat til salg for FCK-fans med bestemte antal af point.
Det betyder, at 16.630 billetter er solgt. Det er i hvert fald antallet af pladser, FCK på sin hjemmeside meddelte, at løverne ville få til finalen.
Det er også muligt at skrive sig på en venteliste, hvis der kommer flere billetter i salg.
Og det kan de FCK-fans, der ikke har fået sig en billet, vist roligt gøre, for hovedstadsklubben skriver samtidig, at de forventer, at der frigives nogle billetter senere hen, når finalen nærmer sig.
I lodtrækningen blev FCK udtrukket som hjemmehold, og derfor har klubbens fans også fået tildelt Sektion 12 til finalen.
Pokalfinalen spilles som vanligt på Kristi Himmelfartsdag, der i år falder torsdag d. 14. maj 2026. Her fløjtes kampen i gang kl. 17:00.

FC København
FC Midtjylland












