Gyldne minutter: Mathias Jørgensen i vild helterolle
Den tidligere AaB-anfører vendte det hele på hovedet for Blackburn.

Man kan nå meget på fem minutter.
I hvert fald hvis man hedder Mathias Jørgensen og spiller for Blackburn Rovers.
Lørdag blev den 25-årige dansker nemlig den helt store helt for Blackburn, da han sørgede for et flot comeback ude mod Millwall, som tilmed fik en mand vist ud i forestillingen.
Hjemmeholdet tog føringen hjemme på The Den, men bare fem minutter efter blev Millwall reduceret til ti mand, da Zak Sturge fik tildelt et tyndt rødt kort for at bremse et kontrastød fra gæsterne.
Det lykkedes dog at holde stand trods undertallet, men kun indtil det 80. minut, hvor Mathias Jørgensen dukkede op i Millwall-feltet og nemt kunne prikke udligningen i mål efter en perfekt flad aflevering ind foran mål fra Ryan Alebiosu.

Den tidligere AaB-anfører var igen på spil bare fem minutter senere, da han blev sendt i dybden og køligt knaldede bolden i kassen til 1-2, som også blev kampens slutresultat.
Således henter Blackburn tre utroligt vigtige point, som sender klubben op på 19. pladsen og væk fra nedrykningsstregen, der nu er præcis tre point ned til.
Omvendt må pointdelingen betegnes som en streg i regningen for Millwall, som jagter en direkte oprykning til Premier League, hvor man nu er to point efter Middlesbrough, som ligger på andenpladsen.
AaB













