AGF-fans raser mod Sønderjyske: Ikke en rig mands leg
AGF-fangruppen ‘Samlet for Aarhus’ udtrykker frustration over forhøjede billetpriser til kampen i Haderslev.

- Fodbold skal være for dig og mig! - ikke en rig mands leg.
Sådan indleder AGF-fangruppen 'Samlet for Aarhus' et opslag på sin Facebook-side, som har 8700 følgere.
Det skyldes frustrationer over, at billetterne til kampen i Haderslev søndag klokken 16:00 er 45 kroner dyrere, end de var i grundspillet, da AGF gæstede Sydbank Park.
I samme ombæring vender AGF-fansene en bredside mod sønderjyderne og skriver således:
- Sønderjyske har i jagten på profit glemt, at fodbold handler om følelser, oplevelser og at sporten er for enhver. Høj som lav, rig som fattig.
- Forrige kamp i Sønderjyske var billetprisen 125. Nu er den 170 kroner, en uhørt stigning uden hensyntagen til at man som 'away-fan' skal betale for en lang transport plus forventeligt mad og drikke.
- Derfor opfordrer vi alle agf fans til ikke at ligge flere penge i den moderne fodbolds pengemaskine og boykotte køb af både mad og drikke på Sydbank Park. Repræsentanter fra sfa (Samlet for Aarhus, red.) vil stå klar med glas mv. Foran stadion som kan bruges til at drikke vand.

- AGF er en A-kamp
Sønderjyske forklarer i et skriftligt svar til Campo, at det dels skyldes kvalifikation til Mesterskabsspillet samt indførslen af A- og B-kampe i Sønderjyskes planlægning.
- Vi har længe haft de billigste billetter i 3F Superligaen, som vi efter kvalifikationen til Mesterskabsspillet nu har reguleret.
- Vi opererer som noget nyt med A- og B-kampe, som er helt normal praksis i 3F Superligaen, og søndagens kamp mod AGF er en A-kamp, hvilket forklarer prisstigningen i forhold til grundspillet.
Du kan se kampen mellem Sønderjyske og AGF på TV 2 Sport X, når den fløjtes i gang søndag eftermiddag klokken 16:00.
AGF
Sønderjyske












