FCM er et mulehår fra at indfri historisk ambition
Som en del af klubbens Vision 2025 hed det sig, at FC Midtjylland skulle være en top 50-klub i Europa.

FC Midtjylland har taget Europa med storm.
Klubben fra Heden har fejet det meste modstand af banen i denne sæson, hvor udekampen mod AS Roma i november er det eneste nederlag, Ulvene har lidt i deres Europæiske kampagne.
Det har selvsagt skæppet godt i koefficientkassen hos Midtjyderne.
Faktisk så godt, at klubben er tæt på at indfri en historisk ambition.
Tilbage i 2021 meldte klubben nemlig som led i deres Vision 2025 ud, at klubben skulle være være en top 50-klub i verden.
- Selvfølgelig er det en høj overligger. Det vil jo være mærkeligt, hvis vi ikke hævede overliggeren i Midtjylland, lød det dengang fra administrerende direktør Claus Steinlein.
Men den overligger kan FC Midtjylland nu snuse til.

Godt nok skriver vi ikke 2025 længere, men med torsdagens sejr over Nottingham Forest er FC Midtjylland nu nemlig blot et mulehår fra at kunne indfri ambitionen fra 2021.
For FC Midtjylland har skrabet så mange koefficientpoint sammen på den europæiske klubrangliste, at klubben i skrivende stund indtager 51.-pladsen på den europæiske rangliste.
Mulighed for top 50
Der er stadig mulighed for, at FC Midtjylland kan spille sig ind i top 50 i denne sæson.
Med torsdagens sejr rykkede Ulvene altså op på 51.-pladsen, og lige over dem befinder Viktoria Plzen sig. Den tjekkiske klub røg dog ud til Panathinaikos i seneste runde, og har dermed altså ikke længere mulighed for at lægge point på deres total.
Koefficientpointene bliver opgjort over en femårig periode, og her står det klart, at det er denne sæsons europæiske eventyr, der trækker læsset for FCM.
21.500 af deres i alt 48.250 er faldet i denne sæson, hvor de altså stadig har mulighed for at score flere point til det samlede rengskab.
Der er dog stadig et stykke vej op til den bedst placerede danske klub - FC København - som indtager en foreløbig 45. plads.
| Klub | 21/22 | 22/23 | 23/24 | 24/25 | 25/26 | I alt | |
| 45. | FC København | 13.000 | 7.000 | 15.000 | 7.380 | 12.000 | 54.375 |
| ... | |||||||
| 49. | Ferencvaros | 3.000 | 12.000 | 9.000 | 10.000 | 17.250 | 51.250 |
| 50. | Viktora Plzen | 2.500 | 4.000 | 17.000 | 13.250 | 13.750 | 50.500 |
| 51. | FC Midtjylland | 7.000 | 8.000 | 2.500 | 9.250 | 21.500 | 48.250 |
| 52. | PAOK | 13.000 | 1.500 | 15.000 | 7.750 | 11.000 | 48.250 |
| 53. | Union SG | 0 | 19.000 | 8.000 | 9.000 | 12.000 | 48.000 |

Sådan udregnes koefficientpoint
Helt kort fortalt, så giver en sejr i en Europæisk turnering 2,000 point til en klubs løbende rengskab, imens et uafgjort resultat giver 1,000 point.
Dermed kan FC Midtjylland altså stadig nå at kravle ind i top 50, som det har været målsætningen siden 2021.
Herunder kan du læse mere om, hvordan udregningen af koefficientpoint fungerer.

FC Midtjylland
Nottingham Forest












