FC Midtjylland investerer: Kan tiltrække bedre spillere
FC Midtjylland er påbegyndt et arbejde, der i fremtiden kan være med til at sikre klubben endnu mere profilerede spillere.

FC Midtjylland tog torsdag aften en stor skalp i Europa med en sejr over Nottingham Forest i Europa Leagues 1/8-finaler.
Fredag morgen kan klubben løfte sløret for en ny stor investering.
Den danske topklub har nemlig igangsat en udskiftning af banerne på træningsanlægget Dream99.
Her skal der fremover være to hybridbaner.
Det skriver klubben på sin hjemmeside fredag morgen.
- Dream99 har allerede løftet vores daglige træningsmiljø markant, og de nye baner bliver et naturligt næste skridt i udviklingen af området.
- Det giver os endnu bedre muligheder i hverdagen, og vores ambition er, at rammerne i Ikast skal være helt i toppen – også når vi sammenligner os med de klubber, vi møder i Europa, siger fodbolddirektør Jacob Larsen.
Sportschef i FC Midtjylland, Kristian Bach Bak stemmer i.
Han mener, at banerne faktisk også kan få betydning, når FC Midtjylland skal ud og erhverve nye spillere.
- Når vi skal have nye spillere til klubben, spørger de ind til træningsfaciliteter og baner. Vi tror på, at de to nye baner kan få en positiv effekt i forhold til at tiltrække spillere, siger Kristian Bach Bak til TV2 Sport.

FC Midtjylland har i vintermånederne trænet skiftevis på en hybridbane i Herning og i Ikast Stadome.
Hybridbanerne forventes at være klar til at blive taget i brug til august.
Læs mere om FC Midtjylland her:

FC Midtjylland












