FCM’s dødboldsmaskine er klar: Svært at dæmme op for
FC Midtjylland skal nok engang byde Nottingham Forest op til dans.

Inden længe går det løs i England.
FC Midtjylland gæster Nottingham Forest - for anden gang i sæsonen.
Mens det første gang var i Europa Leagues ligafase, skal midtjyderne denne gang byde Premier League-klubben op til dans i jagten på en plads i kvartfinalerne i den næstfineste europæiske turnering.
Og skal missionen lykkes, kunne det meget vel være med standardsituationer som en afgørende faktor for den danske klub.
I hvert fald blev netop dødbolde afgørende, da FCM tilbage oktober nedlagde Nottingham Forest med 2-3.
Dengang scorede midtjyderne to af sine tre mål på dødbolde.
- Det bliver svært, men vi har prøvet at have succes derovre før, så det tror vi på, at vi kan gøre igen. Det er en dygtig modstander, vi skal op imod, et fysisk stærkt hold, og jeg tror, det bliver en interessant kamp, siger FCM-anfører Mads Bech til klubbens egen hjemmeside.

Men når nu Nottingham Forest - og FC Midtjyllands øvrige modstander - i så høj grad er bekendt med netop dødbolde som et våben, burde man så ikke kunne forberede sig tilstrækkeligt på det?
- Først og fremmest har vi en masse selvtillid omkring vores dødbolde. Vi tror på det, hver gang vi sætter en dødbold op.
– Derudover har vi nogle rigtig stærke rutiner omkring det, som alle på holdet kender til fulde. Så selvom folk forbereder sig på os, kan det være svært at dæmme op for, fordi den interne forståelse, vi har, af de roller, der skal udfyldes, er så god.
- Jeg tror, det er derfor, vi bliver ved med at kunne være så stærke på dødbolde. Så længe vi er så stærke i vores rutiner, tror jeg det bliver rigtig svært at dæmme op for, lige meget hvor forberedt man er som modstander, fortæller Mads Bech.
FC Midtjylland har scoret 35 mål alene på dødbolde i denne sæson.
I Europa League har ni ud af FCM's i alt 18 mål været på baggrund af dødbolde.
Kampen mellem FC Midtjylland og Nottingham Forest fløjtes i gang i England torsdag klokken 21.00.
FC Midtjylland
Mads Bech Sørensen
Nottingham Forest












