Ren masterclass i transfers og trænerskifte
Viborg kom bragende ind i slutspillet på en stærk slutspurt. Her er karakterbogen for Viborgs grundspil.

VFF endte som en af Superliga-grundspillets positive overraskelser, da man overhalede blandt andre FC København og kom i Top 6.
Campo løber gennem de 12 Superliga-klubber efter grundspillet og giver karakterer til holdene ud fra præstationer og de forudsætninger, klubben begyndte sæsonen med.
Viborg FF
Placering: 5
Point: 33
Ligatopscorer: Mads Søndergaard og Charly Nouck/5 mål
Afslutninger for: 275 (7)
Afslutninger inden for rammen: 102 (7)
xG: 34,1 (4)
xG mod: 31,2 (5)
Boldbesiddelse: 47,7% (9)
Største profil: Thomas Jørgensen
Bedste nye spiller: Sami Jalal, købt i Kolding IF

Største negative overraskelse
Den irriterende vane, især i første halvdel af sæsonen, med at komme tidligt bagud. Det har on/off været et problem i Viborg i et par år og giver holdet unødvendige problemer med at vende kampene.
Største positive overraskelse
Den flotte slutspurt, der sikrede Top 6. VFF skiftede offensiven ud i sommer samtidig med, at Jakob Poulsen blev solgt til cheftræner-jobbet i AGF. Det er stærkt klaret på den baggrund at slutte af med 20 point i de sidste ni kampe.
Karakter: 8

Den offensive maskine kværner videre
Siden Viborg FF kom tilbage i Superligaen, har man haft som erklæret mål at spille underholdende fodboldkampe.
Og det skal de grønblusede spillere og deres ledelse have: De gør alt, de kan for at leve op til målsætningen.
Holdet er sat op og købt ind til at angribe med interessante, iøjnefaldende og dygtige offensive spillere, der nok aldrig kommer på hold hos en defensivt orienteret cheftræner i Serie A, men som til gengæld er gode for flotte mål og vilde kampe i Danmark.
Viborg så ud til, lettere ufrivilligt, at ramme en mellemsæson i 2025/26, efter man et par år snævert havde misset Top 6 og så solgte Serginho, Isak Jensen og cheftræner Jakob Poulsen.
Men efter en ujævn start ramte cheftræner Nickolai Lund og hans nye folk både det gode, modige spil og en flot pointhøst i anden halvdel af grundspillet, og der er intet at udsætte på Viborgs plads i Top 6: Spillemæssigt er den særdeles fortjent.
Kan de blive ved?
Nu skal man så vise, det kan bære i den skærpede konkurrence, der automatisk følger i Top 6, hvor AGF og FC Midtjylland bliver svære at matche, men hvor VFF ud fra spillet ser helt jævnbyrdig ud med Sønderjyske og Brøndby IF.
Det er en fremragende chance for at få bronze, en uhørt flot præstation for både VFF og sønderjyderne, der ligger på pladsen lige nu.

Det er i virkeligheden det mest interessante nu: Kan man undgå, mætheden sniger sig ind, og kan man navigere gennem en hård start mod Brøndby, FC Midtjylland og AGF uden at miste modet i tilfælde af et par nederlag?

Viborg har alt at spille for og har nogle yderst interessante spillere i Thomas Jørgensen, Charly Nouck, Mads Søndergaard med flere – kan man stå igennem den svære start, kan det blive rigtig spændende til april og maj.
Det har været en masterclass i at skifte ud via transfermarkedet og på trænerbænken, og derfor får karakteren et ekstra nøk op.
Viborg FF
AGF












