To cheftrænere i Lyngby: Dét gør dem forskellige
Det er usædvanligt at have to cheftrænere, men i Lyngby fungerer det, fortæller spiller.

To cheftrænere.
Det er sjældent set, at der er to trænere i spidsen for en klub, men det er nu engang tilfældet i Lyngby Boldklub.
Da Morten Karlsen i efteråret blev fyret, da var det Andreas Bjelland, der tog over. Men den tidligere Superliga-profil har ikke trænerlicens til at stå alene med ansvaret, og derfor måtte der indhentes forstærkning.
Den kom så i juletiden, da den tidligere Mainz-assistent Mikkel Jespersen blev præsenteret som Bjellands nye kompagnon.
For Lyngby-spiller Gustav Fraulo har det fungeret godt med to cheftrænere, hvor han ser to dygtige ledere, der supplerer hinanden godt. Det fortæller Fraulo i et interview med Campo.
- Det har selvfølgelig været spændende og lidt anderledes i forhold til, hvad man er vant til. Men jeg synes faktisk, at de supplerer hinanden rigtig godt med de forskellige kvaliteter, de har.
- Nu har vi jo ikke kendt Mikkel (Jespersen, red.) i så lang tid igen, men (Andreas, red.) Bjelland er i hvert fald rigtig godt på det relationelle og med erfaringen fra hans egen karriere. Han udstråler, især i efteråret, en ro, både til kampe og til træning. Han giver frihed til os spillere.
- Mikkel er kommet ind med stor passion og dedikation. Han kommer direkte fra Bundesligaen, og han har også nogle erfaringer med derfra og lidt den tyske mentalitet har han taget med ind på holdet, og det har givet et ekstra niveau til truppen, siger Gustav Fraulo til Campo.

Kan godt give en opsang
I Tyskland var Mikkel Jespersen assistenttræner under Bo Henriksen.
I Superligaen blev den tidligere AC Horsens- og FC Midtjylland-cheftræner kendt for at være en energirig og omfavnende cheftræner, og nogle af de kvaliteter bringer Mikkel Jespersen nu til Lyngby.
Den nye Lyngby-cheftræner kan dog også være hård om nødvendigt.
- Han var assistent under Bo i Mainz i Tyskland, så han har helt sikkert taget nogle ting med derfra. Han kan også godt give en opsang, hvis det er det, der er brug for, siger Gustav Fraulo.
Det er også begyndt godt for den nye cheftrænerduo, der kunne åbne foråret i 1. Division med en sejr på 2-0 hjemme mod Kolding IF.
I de resterende tre kampe i grundspillet venter et møde med AC Horsens, samt to kampe mod bundholdene fra Middelfart og HB Køge.
I denne sæson er der også kun én ting, der tæller for Lyngby. Læs mere herunder:

AC Horsens
FC Midtjylland
HB Køge
Lyngby Boldklub
Tyskland












