AGF går i skjul før pokalbraget i Herning
Der skal ikke deles ud af AGF’s taktiske dispositioner.

Søndag går det løs på MCH Arena i Herning, når AGF skal forsøge at spille sig i pokalfinalen.
Aarhus-klubben kommer ind til opgøret med svære forudsætninger, efter det blev til et 0-1-nederlag hjemme mod FC Midtjylland i første semifinale.
For at give sig selv de bedst tænkelige kort på hånden, har AGF nu valgt at tage lidt ekstraordinære midler i brug.
Klubben har således valgt at holde de sidste tre træningspas inden søndagens kamp lukkede.

Under normale omstændigheder er det kun det sidste træningspas inden kamp, der foregår for lukkede døre i Aarhus.
Men ikke denne gang.
AGF's kommunikationschef, Christian Thye-Petersen, bekræfter over for Århus Stiftstidende, at det øgede antal lukkede træningspas skyldes taktiske overvejelser.
- Da det er en vigtig kamp, vælger vi at holde det lidt tættere end normalt, siger han.
Returopgøret mod FC Midtjylland spilles søndag klokken 18.00.

AGF
FC Midtjylland












