FCM svarer Brøndby-fans igen: Det er ikke en løsning
FC Midtjylland tager kritikken til sig, men mener ikke, at Brøndby-fansene handlede rigtigt søndag aften.

Et nedpillet hegn i Herning har skabt stor debat.
I søndagens opgør mellem FC Midtjylland og Brøndby IF blev en del af hegnet i udebaneafsnittet på MCH Arena fjernet for at skabe bedre udsyn for Brøndby-fansene - det stod fansene dog selv for at gøre.
Det fik FC Midtjylland til at kalde det for 'hærværk', mens Brøndby efterfølgende svarede igen med en kritik af hjemmeholdet.
Brøndbys fanfraktion Sydsiden kom tidligere på dagen med en udmelding, hvor man blandt andet rettede en kritik mod det, de kalder et 'uværdigt' udebaneafsnit.
Det har FC Midtjylland i et skriftligt svar til TV2 Sport reageret på.
- Sikkerhed på stadion er altid førsteprioritet, og det gælder spillere, dommere, medarbejdere og fans. Derfor etablerer vi de sikkerhedsforanstaltninger, der er nødvendige. Løsningen på MCH Arena er ikke unik, da den også findes andre steder.
- Vi tager altid kritik til efterretning, og vi er også åbne for dialog, men vi ser absolut ikke selvtægt som en løsning, oplyser FC Midtjylland til TV2 Sport.
Opgøret mellem FC Midtjylland og Brøndby endte 0-0.

Søndagens helt store historie var, at FCK glippede mesterskabsspillet.
Læs mere om det her:

Brøndby IF
FC Midtjylland












