Efter lyncomeback: FCM-profil håber på landsholdsudtagelse
Mads Bech Sørensen var hurtigere end forventet tilbage på banen for FC Midtjylland. Nu håber han, at han kan være landsholdsaktuel.

📍 Campo på MCH Arena
Han blev bragt op af landstræner Brian Riemer, men kort efter blev han skadet.
Mads Bech Sørensen har de seneste uger set til fra sidelinjen, men trods en længere skadeshorisont er FCM-kaptajnen blevet hurtigere klar end først forventet.
I søndagens opgør mod Brøndby IF blev det sågar til fuld tid på banen for Mads Bech, der er glad for at være kommet sig hurtigt.
- Det var skønt at være tilbage på banen igen. Jeg er glad for, at jeg forholdsvist hurtigt er kommet mig, og jeg har ikke haft nogen gener. Der har generelt set ikke været nogen indikationer på, at jeg ikke skulle være klar, siger Mads Bech Sørensen til Campo og den øvrige presse.
Mads Bech Sørensens hurtige comeback kan være en stor hjælp for landstræner Brian Riemer, der står med flere afbud til den kommende landskamp mod Nordmakedonien.
Den 27-årige FCM-stopper var også i dialog med Riemer, inden han blev skadet i forårspremieren mod FC København.
- Han skrev til mig, at det var ærgerligt med min skade, og at han håbede, jeg helede hurtigt. Det er den kommunikationen, der har været.
Håber du så på at høre fra ham igen den kommende måned?
- Jeg tror, at alle danske fodboldspillere håber på at høre fra landstræneren. Så ja, selvfølgelig, siger Mads Bech Sørensen med et skævt smil.

Mads Bech Sørensen har tidligere været udtaget til A-landsholdet, men det er endnu ikke blevet til en debut for FCM-kaptajnen.
Landsholdets skæbnekamp mod Nordmakedonien bliver spillet d. 26 marts i Parken.
Selvom opgøret mellem FC Midtjylland og Brøndby endte uden mål, var der en smule drama uden for banen.
Læs mere om det her:

Mads Bech Sørensen
FC Midtjylland
Brøndby IF












