Osorio-video gik viralt: – For hård ved ham
FCM-cheftræner Mike Tullberg er yderst begejstret for, hvad Darío Osorio bidrager med til holdet.

I 2½ år har Darío Osorio spillet i FC Midtjylland, og fra nærmest første kamp har den unge chilener skilt vandene.
For nogle er den offensive midtbanespiller og kantspiller en moderat skuffelse med for få mål og assists, især før denne sæson, og for mange frispark og frustrationer.
For andre er det tydeligt, hvorfor en række udenlandske klubber har fulgt Osorio tæt allerede før ankomsten til FC Midtjylland, og hvordan chileneren hjælper og skaber plads for holdkammeraterne med sin fart og acceleration og teknik i afslutninger og afleveringer.
FCM-cheftræner Mike Tullberg er tydeligvis en stor fan, som verden fik at se i video, der gik viralt efter sidste søndags sejr over Silkeborg og har fået flere hundrede tusinde visninger på FCM's sociale platforme og mange flere på medier, der har delt videoen i Sydamerika.
Her roser Tullberg sin chilenske kantspiller for en helhjertet holdindsats og sin betydning for FCM.
Og det var ikke et tilfældigt opstået indfald til ære for kameraerne, fortæller FCM-cheftræneren til Campo og de øvrige medier efter en FCM-træning op til Brøndby-kampen.
- Med den måde, vi spiller på, skal han være mere aktivt defensivt, og det gør han på en fremragende måde, siger Mike Tullberg.
- Det er ikke alle offensivt kanter, der har lyst til at ligge i forsvaret på sidste linje, som han gør. Når vi spiller, som vi gør, ligger Aral og forsvarer på en midtstopper, mens Darío tit følger en af modstandernes backs. Det gør, han står lidt lavere, mens Aral starter vores angreb i en gunstigere position end Darío.
- Der er det vigtigt, vi også nævner den anden kant, for i forholdet til holdet spiller han en kæmpe rolle, siger Mike Tullberg.
For hårde ved Osorio
Efter Mike Tullbergs mening har Darío Osorio fået for meget kritik for sit spil.
Osorio har tidligere trukket røde kort eller er blevet skiftet ud før tid for ikke at blive hældt ud.
Men det er ikke noget, Tullberg ser fra sin unge kantspiller i dag, tværtimod.
- Jeg synes generelt, man er for hård ved ham. Det er en spiller fra et sted, hvor man tit kaster armene op over hovedet og har attituder, hvilket jeg synes er i orden.
- Når man ser, hvordan han opfører sig på banen nu, er det ikke særlig tit, jeg ser attitude fra Darío. Tværtimod arbejder han stenhårdt. Og jeg synes ikke, han bliver rost nok for alt det gode, han gør, siger Mike Tullberg.
- Der er tværtimod fokus på andre ting, jeg ikke synes er retfærdiggjort i de måneder, jeg har været i klubben. Jeg kan ikke udtale mig så meget fra før jeg kom, men der er for stort negativt fokus på andre ting i forhold til alt det positive, han bringer, siger FCM-cheftræneren.
Osorio er sandsynligvis med fra start, når FCM søndag eftermiddag spiller hjemme mod Brøndby IF.
Efter runden uddeles der tv-penge i Superligaen. Læs meget mere om det her.

FC Midtjylland












