Eksklusivt: Victor Lind solgt – ny transferrekord Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Eksklusivt: Victor Lind solgt – ny transferrekord

Det tidligere FCM-talent har sat ny transferrekord i svensk fodbold.

Victor Lind jubler efter en scoring mod Vejle Boldklub.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Victor Lind sælges til Hammarby.

Det kan Campo afsløre.

Tipsbladet kunne som de første berette om et nært forestående skifte for Victor Lind tidligere på ugen, og ifølge Campos oplysninger er det hele nu faldet på plads.

Der er tale om en rekordstor transfer i svensk fodbold, for med skiftet fra Brommapojkarna til Hammarby bliver han den dyreste internt handlede spiller nogensinde i Sverige.

Ifølge Campos oplysninger er der tale om en handel til 2,8 millioner euro. Det svarer til 21 millioner danske kroner - og 30 millioner svenske kroner.

Millionregn i Midtjylland

Brommapojkarnas salg af den 22-årige offensivspiller kaster samtidigt et pænt beløb af sig til Victor Linds tidligere klub, FC Midtjylland.

Midtjyderne har nemlig en videresalgsklausul på hele 40 procent, så der lander derfor 8,4 millioner kroner i ulvenes pengepung.

Victor Lind fik aldrig sit store gennembrud i FC Midtjylland, som han efter samlet set tre lejeophold blev solgt fra i begyndelsen af 2025.

Til gengæld klikker det hele for ham i Sverige. Det ene lejeophold i FCM-tiden sendte Victor Lind til Norrköping, hvor han for alvor fik vist sig frem og bidrog med syv scoringer og et oplæg i løbet af 2023-sæsonen.

Victor Lind jubler efter en scoring mod Vejle Boldklub.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Returen til svensk fodbold med skiftet til Brommapojkarna for et år siden har vist sig at være en endnu større succes.

I sidste sæson blev det således til 27 kampe med 10 scoringer og fire oplæg til følge - og som konsekvens nu et rekordstort skifte til Hammarby.

Mens Victor Lind og Brommapojkarna i sidste sæson kæmpede for overlevelse i Allsvenskan, kan han formentligt nu se frem til at spille med i den sjove ende af tabellen. I hvert fald er Hammarby endt som to'er i de to seneste sæsoner.

Mest læste

Notifications

Notifikationer