FCM kan knuse både Brøndby- og FCK-rekord – Godt nyt for AGF Foto: Bo Amstrup & Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix & Bent K Rasmussen/Btsolo/Ritzau Scanpix

FCM kan knuse både Brøndby- og FCK-rekord – Godt nyt for AGF

FC Midtjylland er godt på vej til at smadre to superligarekorder, som FC København og Brøndby ellers har sat sig solidt på.

FCM's Martin Erlic i duel med AGF's Patrick Mortens samt Ebbe Sand, Mogens Krog og Robert Skov.
Foto: Bo Amstrup & Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix & Bent K Rasmussen/Btsolo/Ritzau Scanpix

Ikke mange klubber ville kunne undvære Superligaens suveræne topscorer og alligevel fortsætte ufortrødent.

Det er dog præcis, hvad de ser ud til at gøre i FC Midtjylland, hvor Franculinos skade i efterårets sidste kamp har været ærgerlig men på ingen måde katastrofal. Indtil videre.

Franculino nåede i sine 17 kampe i efteråret at score 16 mål, og dermed er han også en seriøs bidrager til den FCM-sæson, der målmæssigt har kurs mod at slå alle superligarekorder.

Bare i de seneste fem kampe er det blevet til 19 mål for midtjyderne, der efter sæsonens første 21 kampe har scoret i alt 58 mål.

Det giver et målgennemsnit på cirka 2,76 mål per kamp, og fremskriver man det gennemsnit, så vil FC Midtjylland, når sæsonens 32. og sidste kamp er spillet, have scoret i alt 88,38 mål.

Det er godt to mål mere end den superligascoringsrekord, som FC København lige nu er indehaver af. Københavnerne scorede i 2018-19-sæsonen 86 mål, men dengang havde Superligaen et andet format, og FC København spillede derfor 36 kampe.

Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018

Med et målgennemsnit på 2,38 mål per kamp ville FC København med 32 kampe ’kun’ have scoret 76,44 mål – rent hypotetisk selvfølgelig i 2018-19-sæsonen.

Hvem savner Franculino, når man har Simsir?

Brøndbys målrekord

Ser man i stedet for måltotalen på målgennemsnittet, så er det Brøndby IF, der sidder på rekorden, som ligger næsten 30 år tilbage i tiden.

I 1997-98 scorede Ebbe Sand 28 mål, mens Bo Hansen bidrog med 14 for Brøndby, der i alt scorede 81 mål i løbet af de dengang 33 kampe. Det giver et målgennemsnit på cirka 2,45 mål per kamp.

Foto: Bent K Rasmussen/Btsolo/Ritzau Scanpix

FC Midtjyllands egen rekord, når det kommer til måltotal, ligger tilbage i 2018-18-sæsonen, hvor midtjyderne scorede i alt 80 mål i 36 kampe. Med 2,22 mål per kamp er det altså markant under Brøndbys eksisterende rekord.

Potentielt godt nyt for AGF

Selvom FC Midtjylland lige nu ligner et godstog, der kan blive vanskelig at stoppe på vejen til klubbens fjerde danske mesterskab, så har de helt sikkert andre planer i Aarhus, og der kan faktisk være godt nyt til AGF’s mesterskabsambitioner.

Med 44 scoringer i indeværende sæson er der nemlig langt fra AGF’s måltotal op til mesterskabskonkurrenternes total, men det behøver ikke være dårligt nyt for aarhusianerne.

I de fem sæsoner, hvor superligaformatet har budt på 32 kampe, er det nemlig kun én gang sket, at det mest scorende hold også har vundet mesterskabet.

Det skete i 2022-23-sæsonen, hvor FCK vandt mesterskabet efter at have scoret 61 mål.

I de øvrige fire sæsoner har FCK og FCM skiftevis scoret flest mål uden dog at vinde mesterskabet.

Flest scoringer siden 1998

Ser man mere bredt på Superligaen, så har sæsonen 2025-26 kurs mod en flot andenplads, hvis man ser alene på scorede mål. Inden Brøndbys kamp mod Sønderjyske mandag er der scoret 403 mål i 125 superligakampe i denne sæson.

Det giver et pointgennemsnit på 3,22 mål per kamp, og ser man bort fra sidste sæson, så er det første gang siden 2003-04, at der i gennemsnit er blevet scoret over tre mål per kamp.

Der er dog stadig noget vej op til førstepladsen, som Brøndby var hovedarkitekt på.

Opret en bruger på Campo og få målrettede nyheder om dine favorithold eller ligaer. Klik på brugerikonet i menuen øverst på campo.dk. 👆🏼👆🏼👆🏼

Opret en bruger på Campo

Det er nemlig den tidligere omtalte 1997-98-sæson, der sidder på rekorden med et målgennemsnit på 3,34 mål per kamp, hvilket var i alt 662 mål i de 198 kampe.

Igen ændrer det sig lidt, hvis man i stedet for gennemsnittet ser på måltotalen. Superligaen havde som bekendt en fireårig periode, hvor den i stedet for 12 bestod af 16 hold fra 2016-17 til og med 2019-20-sæsonen.

Her stikker 2017-18-sæsonen ud med i alt 728 mål fordelt på sæsonens i alt 250 kampe. Det giver dog kun et målgennemsnit på 2,91 mål per kamp.

Kilde: Superstats.

AGF-stjerne slog vild rekord: – Fuldstændig fantastisk

Mest læste

Notifications

Notifikationer