Gør et transferkup! Her er 11 gratis Superliga-profiler
Det behøver ikke koste alverden at købe et godt og erfarent Superliga-hold til sommer: Til gengæld kan det blive dyrt i lønninger.

Der er 12 runder tilbage i Superligaen og en masse fodbold, der dermed skal spilles, før det meste af dansk fodbold tager en tiltrængt ferie og ser noget VM.
Men tag ikke fejl: Agenter, sportsdirektør og andet godtfolk holder overhovedet ikke fri, selv om det stadig er februar, og vinter-transfervinduet kun lukkede for tre uger siden.
Klubberne og agenterne er i fuld gang, og noget af det, man kan se nærmere på nu, er at finde samarbejder mellem spillere med kontraktudløb og nye klubber.

En lang række spillere i Superligaen har kontraktudløb til sommer, og der er en række prominente navne i blandt.
Campo ser her nærmere på 11 af de største navne.

Kevin Mbabu
FC Midtjylland
Højre back/højre stopper i trebackkæde
Schweizeren er på en topløn i FC Midtjylland, og den får han næppe matchet, hvis han skal fortsætte i FCM.
Det taler for et fortsat samarbejde, at parterne egentlig trives godt sammen. Men kommer der et godt tilbud i udlandet, rykker han sandsynligvis videre.
Eric Kahl
AGF
Venstre back/venstre stopper i trebackkæde
Dygtig forsvarsspiller i en yderst attraktiv alder.
AGF vil helt sikkert gerne holde på Kahl, men det bestemmer man ikke selv i Århus.
Indtil videre tegner det til, parterne afventer med Kahl som den mest afventende. Lad os se, hvad der sker, hvis AGF kvalificerer sig til Europa.

Felix Beijmo
AGF
Midtstopper i et tremandsforsvar eller back
Den iøjnefaldende svenske forsvarsspiller har med garanti bejlere, og han kan blive svær at holde på.
Men som med Kahl kan en dør åbne sig, hvis AGF skal i Europa.
AGF’s fodbolddirektør Carsten V. Jensen har signaleret, man er særdeles interesseret i at forlænge.
Men Beijmo tjekker mulighederne, og det vil ikke overraske, hvis svenskeren ender i en større liga til juli.

Tonni Adamsen
Silkeborg IF
Angriber
Adamsen og Brøndby flirtede godt og grundigt i januar, og den kobling er fortsat oplagt.
Men det vil være mærkeligt, hvis ikke angriberens agenter lytter til, hvad der findes af muligheder andre steder.
Der findes mange klubber i udlandet, der kan og vil betale mere end Brøndby, hvis de tror, Adamsen også kan score for dem.

Thomas Delaney
FC København
Central midtbane
Han har haft en fornem karriere, men lige nu skal Delaney og klubben få den bedst mulige afslutning på en skidt Superliga-sæson.
Thomas Delaney er ikke den altdominerende force, han var tidligere i karrieren, men alt efter hvad vej, FCK går, må det stadig være interessant at have en spiller som Delaney med et statsbibliotek af erfaring og viden.
Der kan Delaney noget i FCK, mange andre centrale midtbanespillere næppe kan.

Daniel Wass
Brøndby IF
Central midtbane
Situationen minder en del om Delaneys i FC København.
I Wass’ tilfælde det meget svært ikke at tolke købet af Bartosz Slisz og fordelingen af midtbanepladser som et tegn på, Wass ikke længere er en bærende spiller i cheftræner Cooper og fodbolddirektør Schmedes’ optik.
Når midtbanespilleren stopper, til sommer eller om et år eller to, har han lovning på at fortsætte i en anden rolle i Brøndby, fortalte han i sin selvbiografi i oktober sidste år.

Patrick Mortensen
AGF
Angriber
Skal ‘Paddy’ være med, når AGF flytter ind på det nye stadion, eller lurer der et sidste eventyr?
Det er det, AGF og angriberen skal blive enige om, og det lader til at være en beslutning, man træffer helt til sidst i sæsonen eller efter den.
Angriberen har selv åbnet for, at der kan være noget tiltalende i at spille i udlandet én gang til i karrieren, og man behøver ikke være transfer-professor for at regne ud, at AGF tænker over muligheden for en fremtid uden angriberen.
Interessen i januar for Mikael Uhre viste det, så her er der tale om to parter, der åbent og ærligt ser på mulighederne.
Jean Manuel Mbom
Viborg FF
Back, midtstopper eller central midtbane
Tyskeren har været god for Viborg, og mens noget tyder på, det mest sandsynlige er et farvel til sommer, kan det ikke udelukkes, parterne finder sammen om en ny kontrakt.
Parterne har holdt flere møder de seneste måneder, men altså uden en forlængelse eller en klar aftale om at sige farvel.

Paulinho
FC Midtjylland
Venstre back, til nøds midtstopper
Brasilianeren har efterhånden lært dansk, men med en forskerordning, der udløber, er det altovervejende sandsynligt, at karrieren fortsætter i et andet land.
Brasilien er det oplagte bud med adskillige følere de seneste år, hvor timingen aldrig har klikket 100 procent, som regel fra FCM's side.
(læs mere om Paulinhos situation her)

Henrik Dalsgaard
AGF
Midtstopper, tidligere i karrieren højre back og forward
Han er en skattet spiller, men som med Patrick Mortensen er den tidligere landsholdsspiller en mand, der nok vil stå til færre kampe i næste sæson, hvis han forlænger.
Får AGF en 2026/27-sæson med mange kampe, ville det være oplagt at holde på en så værdsat spiller, og så er spørgsmålet, om forsvarsspilleren selv vil.
(læs mere om Henrik Dalsgaards situation her)
Nicolai Larsen
Silkeborg IF
Målmand
DM-vinder med AaB og ultra-erfaren målmand, der måske fortsætter i Silkeborg, og måske prøver lykken andetsteds, da han helt tydeligt ikke er tilfreds med SIF's kontraktudspil.
Som kollegaen Jesper Hansen viser i Århus, kan Larsen stadig have adskillige gode år i sig på topplan.














