Falk om Grot-situation: Ikke første eller sidste gang
Jay-Roy Grot blev udelukket fra FCK-mødet efter en episode til en træning tidligere på ugen.

En af de spillere, der ikke skulle hjælpe OB til en sejr over FC København, var Jay-Roy Grot.
Den høje angriber blev nemlig bestemt til at blive hjemme fra kampen, efter en episode til fynboernes træning tidligere på ugen. Her forlod Grot træningen i vrede.
Efter 2-2-resultatet på Nature Energy Park var Rasmus Falk også ærlig omkring, at det har fyldt hos OB, men at det ikke nødvendigvis har begrænset holdet.
- Det har selvfølgelig været et tema ved os, at der er sket lidt. Men som udgangspunkt tror jeg, at dem, der har påvirket mest, har været nogle af dem, der skulle tage beslutninger omkring, hvad der skulle ske, og Jay Roy selvfølgelig.
- Så jeg tror ikke, at det har begrænset os. Det er jo sådan, det er. Det er jo ikke første gang, og det er heller ikke sidste gang, at der er nogen, der går over grænsen eller træder ved siden af.
- Det ser vi på alle steder, på alle hold, og nogle gange bliver det delt med jer, og andre gange gør det ikke. Men det er menneskeligt, siger Rasmus Falk til Campo og den fremmødte presse efter OBs møde med FCK.

Livet går videre
I OBs egen udlægning var det beskrevet, at Jay-Roy Grot havde handlet i strid med klubbens værdier.
Det er også de samme ord, Falk bruger i beskrivelsen af Grots handling, og derfor har det også været fuldt acceptabelt, at det havde konsekvenser.
- Jamen, det kan du sige (at OB-truppen straffes af Grots fravær, red.).
- Men jeg tror, man tog en valg at sige, at hvis man skal være autentisk i det, man laver, så skal man stå op for de værdier, man har, og derfor så skal der være en konsekvens.
- Det accepterede Jay (Grot, red.) fuldt ud, og det er accepterede spillertruppen fuldt ud, og så er det menneskeligt at fejle, og så er der en konsekvens, og så går livet også videre, siger Rasmus Falk.
Det er ikke kun i OB, at sager uden for kridtstregerne har fyldt i medierne de forgangne uge.
Det har det også i FC København, og det forholdt cheftræner Jacob Neestrup sig til efter kampen.
Læs mere herunder:

FC København
OB
Rasmus Falk












