Krise! Stjernerne skal træde i karakter i BIF og FCK
ANALYSE: Cheferne i FCK og Brøndby er under pres efter elendige stimer i Superligaen, men det er deres stjernespillere også.

Den seneste gang, FC København vandt en fodboldkamp i Superligaen, var i november over Brøndby IF.
Ellers har de øvrige kampe i de seneste seks runder i Superligaen budt på nederlag til Vejle, AGF, Sønderjyske, FC Midtjylland og senest FC Nordsjælland.
Som en erfaren observatør i fodboldbranchen bemærkede det i weekenden til undertegnede, havde det kostet cheftræneren jobbet i FC Bayern.
FC Københavns spillerbudget er så ikke dobbelt så stort som den nærmeste rivals ligesom i Bayern, som nogen nok mener, det burde være.
Men ingen tvivl om, luppen er på Jacob Neestrup og hans chef Sune Smith-Nielsen med FC København på en syvendeplads to runder før, grundspillet slutter.
Alt andet ville være hamrende useriøst, og der bliver brugt flittigt af kreditten fra gode sæsoner i Champions League, som nuværende sæson med lidt god vilje tilhører med gode resultater i kvalifikationen mod Basel og sejre over Villarreal og Kairat.
Helt så presserende er situationen ikke i Brøndby, men ét point i de fem seneste kampe er sandelig heller ikke kønt.

Der blev skiftet massivt ud i vinter-transfervinduet, og mens sæderne endnu ikke er varme på Vestegnen, skal det her jo fungere for cheftræner Steve Cooper og Benjamin Schmedes.
Senest fra sommerferien og frem skal det her hold igen spille med om DM, det kan ikke understreges kraftigt nok for et hold, der ikke er væsentligt billigere end FC Midtjyllands (læs mere her), og som ejerkredsen finansierer i dyre domme for at komme i Europa-ligaspil.
Spillernes ansvar
Cheferne i de to store hovedstadsklubber er under stort pres, og glipper FC København eller Brøndby IF Top 6 eller Europa-deltagelse, behøver man nok ikke være ledelsesekspert for at regne ud, deres jobs kommer på højkant.
Men efter pauvre indsatser kommer der også et punkt, hvor de to cheftrænere og deres direktør-chefer med rette kan hive de største profiler ind på kontoret og forlange løsninger.

Ja, taktikken skal være den rette, det samme skal startopstillingen og indskiftninger.
Men med al respekt for de øvrige Superliga-hold er det jo ikke fordi, FCK og Brøndbys sæsoner er ved at blive skudt i sænk af modstandere i verdensklasse, der kommer med noget hidtil uset i Superligaen.

FC Midtjylland og AGF er lige nu bedre end de to hovedstadsklubber, så fred være med at tabe til dem, som FCK har gjort i den dårlige stime.
Men FC Nordsjælland, der blev pulveriseret i pokalen af FC Midtjylland i december?
Og et Viborg-hold, der havde notoriske problemer med at komme tidligt bagud i efteråret?
Der kommer et punkt, hvor Mohamed Elyounoussi, Thomas Delaney, Jordan Larsson, Nicolai Vallys, Sean Klaiber og de nye Brøndby-folk bare må tage den på sig og løse det.
Cheftræneren har ansvaret, men spillerne er så sandelig også til eksamen nu.
Bliver det her ved som nu, har jeg ikke fantasi til at forestille mig, hvordan der ikke skal komme nye, store udskiftninger i de to storklubbers trupper, langt ind i startopstillingen og højt op i hierarkiet, hvis de næste tre måneder byder på andet end et tårnhøjt pointsnit og solide præstationer i FCK og Brøndby.


Brøndby IF
FC København












