AGF-FCM i fare? – Sindssyg opgave at gå i gang med igen Foto: Mathias Blohm/Campo

AGF-FCM i fare? – Sindssyg opgave at gå i gang med igen

Det er fortsat for tidligt til at kunne garantere, at torsdagens pokalbrag mellem AGF og FC Midtjylland kan afvikles, mener formanden for Groundsman Association Denmark.

En sneklædt indgangsport på Ceres Park
Foto: Mathias Blohm/Campo

Fredag skulle AGF have åbnet Superligaen på ny hjemme mod OB.

I stedet endte man med at runde årets første spillerunde af med en sen kamp mandag aften klokken 21.00.

Det skyldtes, at der torsdag faldt enorme mængder sne i store dele af landet, og Ceres Park Vejlby var derfor ganske enkelt ikke klar til kamp fredag aften.

I morgen torsdag skal AGF's midlertidige hjemmebane så tages i brug igen, når FC Midtjylland slår vejen forbi i Oddset Pokalens semifinaler. Men endnu en gang er der varslet sne.

DMI har udsendt et varsel for snestorm fra torsdag klokken 01.00 til fredag klokken 12.00.

Godt nok står den sydlige del af landet til at blive hårdest ramt, men ifølge varslet er der også risiko for snestorm i Aarhus.

Ifølge Karsten Paaske, der er formand for Groundsman Association Denmark, kan det ikke udelukkes, at torsdagens pokalkamp lider samme skæbne som fredagens Superliga-opgør mod OB.

Samtidig er det dog endnu også for tidligt at sige noget om, hvorvidt pokalsemifinalen ender med at måtte udskydes eller ej.

- Det bliver lidt spændende, hvordan det hele kommer til at se ud de næste dage. De her ting er virkelig usikre. Den ene melding siger Sønderjylland, den anden siger Sønderjylland og Østjylland. Det er simpelthen svært at sige, siger Karsten Paaske, der forud for fredagens aflyste kamp var i kontakt med AGF, men ikke har hørt noget fra Aarhus denne gang.

En sneklædt indgangsport på Ceres Park
Foto: Mathias Blohm/Campo

Som han oplever det, så er det ikke kun græstæppets tilstand og forudsætningerne for rent faktisk at spille fodbold, der alene er afgørende i den slags situationer:

- Du kan jo formentlig godt spille kampen, men det er jo ikke sikkert, at der kommer tilskuere. Hvis der falder store mængder sne igen, så rydder man altså ikke bare lige de der 12.000 siddepladser. Det er jo et sindssygt stykke arbejde, de har gjort.

- Jordtemperaturen på græsset er lidt oppe, så sneen vil smelte derinde. Men alt, hvad der kommer på tilskuerpladser og rundt om banen, det vil jo ikke smelte.

- Det skal køres væk igen, og nu har de jo gjort det én gang, så de ved, hvor lang tid det tager. Så jeg tænker, at de synes, at det ville være en sindssyg opgave at gå i gang med én gang til, siger Karsten Paaske og sætter en streg under, at tiden fra det eventuelt er stoppet med at sne og frem til kampstart er en afgørende faktor - og han mest at alt hælder til at tro, at kampen kan spilles.

Glad for, at de aflyste i fredags

Karsten Paaske, der foruden at være formand i Groundsman Association Denmark også er groundsman i FC Midtjylland, tillader sig at være ganske tilfreds med, at fredagens opgør mellem AGF og OB endte med at blive rykket.

Det gør han af den simple årsag, at hvis ikke sådan en kamp kan aflyses, hvad kan så?

- Politiet frarådede al udkørsel og børnene skulle blive hjemme fra skole. Alligevel er der nogen, der gerne vil have sådan en kamp afviklet.

- Lad os sige, at det værst tænkelige skete, og en bus fyldt med OB-fans kørte galt på vej derover, så synes jeg jo ikke at den fodboldkamp har været det værd.

- Hvis den kamp i fredags var blevet presset igennem, jamen så havde vi jo aldrig nogensinde kunne aflyse en fodboldkamp i Superligaen, for så er fodboldkampe vigtigere end at lytte til politiet.

- Det var fint, at de aflyste den i så god tid, så der ikke var nogen, der begyndte at begive sig ud, for det er der jo ellers nogen, der gør. Når politiet fraråder al udkørsel, så er det i hvert fald svært at reklamere med at skulle komme på stadion.

Om det ender med endnu en udskudt kamp i Aarhus bliver vi formentlig først endegyldigt klogere på i løbet af torsdag.

Kampen mellem AGF og FC Midtjylland er sat til at blive fløjtet i gang torsdag klokken 19.00.

AGF’s trashtalk overraskede Billing: Hvor slemt kan det være?

Mest læste

Notifications

Notifikationer