CV efter FCM-kontrovers: Der har været bud
Carsten V. Jensen har forholdt sig til skriverierne om Tobias Bech.

Lørdag kom det frem, at FC Midtjylland havde forsøgt at hente Tobias Bech i AGF.
Den historie blev prompte skudt ned af hovedpersonen selv og hans agent, selv om meldingen også lød, at Bech selv havde takket ja til skiftet.
Den aftale var AGF's fodbolddirektør, Carsten V. Jensen dog slet ikke med på, og mandag aften blev CV foreholdt de mange skriverier om De Hviies topscorer forud for AGF's møde med OB.
I første omgang var CV dog ikke meget for at nævne navne.
- Jeg kommer ikke til at tale om navne og klubber. Jeg kan bare sige, at vi havde en strategi, da vi gik ind i det her vindue, om at holde sammen på den her trup, og at vores nøglespillere ikke skulle nogen steder.
- Det er ikke det samme som, at der ikke har været bud på vores spillere. Det har der. Der har været konkrete bud, der har været pæne bud, men det har på ingen måde haft interesse for AGF, sagde CV, før Viaplays journalist igen spurgte ind til Tobias Bech.


- Både hans holdkammerater og klubben har selvfølgelig gjort det, vi skulle, i forhold til at sikre, at Tobias på alle måder er med ombord, og så fik jeg nævnt ham alligevel.. godt, fortalte Carsten V. Jensen til Viaplay.
AGF's fodbolddirektør forholdt sig også til, om de mange skriverier har naget ham, hvortil svaret lød:
- Jo, det har jeg (et problem med de ting, der bliver skrevet, red.), når ting bliver forkert refereret og der er direkte usandheder og så videre, men igen, jeg gider ikke snakke om det helt konkrete.
- Jeg kan bare sige helt enkelt, at der er ting, vi har skulle håndtere internt, selvfølgelig er der det, sagde CV til Viaplay.
Se hele interviewet i videoen over artiklen.
AGF tørner sammen med OB klokken 21:00 mandag aften. Du kan se opgøret på TV3 Sport.
FC Midtjylland
AGF
Tobias Bech












