Watch out, AGF! FCM smadrer FCK’s forår
FCM og FCK stødte søndag eftermiddag sammen på MCH Arena i Herning. Læs Campos Konklusion her.

FC Midtjylland og FC København bragede sammen søndag eftermiddag i en kamp, der for FCM's vedkommende handlede om at hænge på AGF, mens FCK skulle have et godt afsæt til foråret og et forsøg på at kæmpe sig tilbage i toppen.
Men hvordan forløb det?
I Campos Konklusion trækker vi højdepunkterne ud fra Superliga-forårspremieren i bidende kulde for de to ambitiøse klubber.
Læs Campos Konklusion af topbraget her:
Højdepunktet
Det var en fantastisk redning, Dominik Kotarski hev frem lige efter pausen på Darío Osorios listige afslutning op mod det fjerne hjørne.
Han kan i den grad stå på mål, den unge kroat, der fik fortjente skældud i efteråret for store fejl men samtidig har et skyhøjt topniveau.
Men han kan sagtens nå at blive en klassekeeper for FCK og ryge til Top 5-ligaer som Grabara og flere andre FCK-keepere før ham.
Men højdepunktet er selvfølgelig FCM's stædige insisteren på, man havde tre point i sig på en dag, der offensivt var under niveau.
Victor Bak er ved at blive en profil, og FCM varslede med den sene sejr, at AGF skal tage dem dybt alvorligt i guld-ræset.
Nedturen
Jacob Neestrup må spørge sig selv, hvad der dog skal til.
FCK smed igen et tåleligt resultat sent og tabte på ny i Herning.
Nu har FCM reelt torpederet FCK's forår, med mindre københavnerne kan hente et point per kamp på både FCM og AGF i de sidste 13 kampe.
Det bliver godt nok svært, og FCM-forbandelsen bare over københavnerne og skal vel løses, før FCK kan sætte sig tilbage på Superliga-tronen, der er eneste acceptable målsætning næste sæson.
Nu må pokalen være i fokus sammen med en tredjeplads, indtil foråret indfinder sig og man ved, hvad mulighederne er i slutspillet.

Overraskelsen
Det er måske en tilsnigelse at kalde det en overraskelse.
Men det er nu stadig fascinerende at se Victor Bak komme bragende i dybdeløb her, der og alle vegne, når FCM får fat i kuglen.
Fra et udgangspunkt som venstre wingback dukker Bak op alle vegne som en 2026-version af Oliver Sørensen.
Antallet af løbemeter i jævnt til højt tempo er imponerende, og det var flere gange ved at overrumple FCK, som det også har gjort for andre modstandere i denne sæson.
Som med Baks gode ven Oliver Sørensen kan det se lidt ukonventionelt ud, men det giver noget til holdet, også på en dag, hvor FCM bestemt ikke spillede prangende.
Det holder Campo øje med
Der skal nogle flere offensive kubik på her, FCK.
Sgtekornet skal indstilles hos FCK, for det kræver en flot pointhøst at skubbe på i medaljekampen, og det var ikke meget, Elias Ólafsson blev udfordret søndag.
FCK kom for et point, holdt FCM fra meget – men en situation var nok, og så hævnede det sig med en kamp, hvor man havde en mand på top det meste af tiden.
En af de helt store Superliga-historier efter transfervinduets afslutning bimler og bamler fortsat.
Læs mere her:

FC København
FC Midtjylland












