Debutsejr over FCK: Kan mærke, hvor meget det betyder
Mikael Uhre fik sin FC Midtjylland-debut søndag aften mod FC København. Og sejren var en fantastisk måde at starte sin FCM-karriere på, fortæller han.

Søndag debuterede Mikael Uhre for FC Midtjylland i Ulvenes sejr over FC København.
Den tidligere Brøndby-angriber fik den sidste halve time imod sin gamle ærkerival, og Uhre lægger da heller ikke skjul på, at han har set rigtig meget frem til opgøret.
Det fortæller han til Viaplay efter kampen.
Og det er en Midtjylland-angriber, som nærmest ikke kan få armene ned efter debut og sejr over den københavnske storklub.
- Det var selvfølgelig fantastisk. Det er jo noget man har ventet på, lige siden man skrev under - at man skulle ind og spille noget rigtigt fodbold igen. Så det var fantastisk, og så topper vi den lige ved at slå FCK, det var skønt.
Det var dog ikke en Mikael Uhre i fuldt flor, vi fik at se på Heden søndag, understreger han efter kampen.
- Der er nogle ting, man lige skal lære, og igen, der har jo ikke været så mange træningskampe, jeg har kunnet gøre det i, fordi de andre har været i gang med at spille, så det kommer stykke for stykke, men jeg føler, at det bliver bedre og bedre for hver dag, siger han til Viaplay.

Da Mikael Uhre blev præsenteret som ny FC Midtjylland-spiller, fortalte han, at det var ambitionerne i det midtjyske projekt, som tiltalte ham. Og efter sejren over FCK fortæller han også, at han ikke er i tvivl om, hvad en sejr betyder for både fans og holdkammerater.
- Det er jo selvfølgelig kæmpe, og her spiller vi for at vinde hver eneste gang. Det er bare fedt at komme med ind i, og man kan også mærke, hvor meget det betyder for hele regionen og for holdet derinde, så det var bare dejligt, at jeg kunne komme ind og hjælpe i dag.
Det endte med en 2-1-sejr, selvom spillet ikke for alvor var prangende - noget, som den hjemvendte angriber også tilskriver vejrforholdene på MCH Arena.
- Det handler om at blive ved med at spille fodbold og blive ved med at kæmpe, og i dag, der kæmper vi den lidt hjem. Det var måske lidt en rodet affære i første halvleg, men vi får kriget den hjem, og det er jo det, vi skal tage med herfra. Specielt i de kolde måneder er det ikke altid, at det er det pæneste fodbold, der bliver spillet.
Med sejren ånder FC Midtjylland AGF i nakken i toppen af tabellen, hvor ulvene blot er et point efter førerholdet. Mandag har AGF dog muligheden for atter at udbygge føringen, når OB kommer på besøg.
Men AGF bør tage sig i agt for forfølgerne.
Det kan du læse mere om i Campos konklusion på søndagens opgør.

FC København
FC Midtjylland












