Vejrguderne driller – og påvirker Tullbergs træningsplaner
FC Midtjyllands træningsplaner har måtte ændre sig på grund af de nuværende vejrforhold.

📍 Campo i Ikast
Sneen vælter ned, kulden bider i kinderne, og græsbanerne er hårde.
Det er ikke just fodboldvenlige forhold, og det har FC Midtjylland derfor taget konsekvensen af forud for søndagens Superliga-duel med FC København.
Vejret har nemlig ændret FC Midtjyllands træningsplaner.
I stedet for at træne på græs i dagene op til kampen som planlagt, rykkede Ulvene torsdag ind på kunstgræsset i Stadome i Ikast.
- Det er pishamrende koldt, og det er svært med banen på denne årstid. Vi er glade for at kunne gå ind i en hal og træne, selvom det er kunstgræs.
- Vi har også muligheden for at gå ind på en hybridbane inde i Herning, men den er bare i en tilstand i øjeblikket, hvor den er så hård, selvom der er varme i, at det ikke vil give meget mening.

- Planen var egentlig, at vi skulle træne i morgen (fredag, red.) og i overmorgen (lørdag, red.) inde i Herning på græsset, men jeg har valgt ikke at gøre det hele ugen, fordi banen simpelthen er for hård, siger Mike Tullberg til Campo og den øvrige presse til torsdagens træning i Stadome.
Barske forhold - for begge hold
Vejret kan godt gå hen og blive en faktor i søndagens kamp mod FCK, men det må og skal ikke blive en undskyldning, siger Tullberg.
- Det er ens for begge hold lige meget, hvordan situationen er. Nu må vi se, om der er en snestorm. Jeg tænker, det bliver en fight med masser af duelspil. Det skal vi helt sikkert være klar på, siger han.
FC Midtjylland går ind til kampen på andenpladsen i Superligaen, mens FCK befinder sig på femtepladsen.
Søndagens kamp i Herning sættes i gang klokken 16:00.
Sportschef Kristian Bach Bak stillede også op til interview efter torsdagens træning, og her gav han en opdatering på kontraktsituationen hos tre spillere:

FC Midtjylland
Mike Tullberg












