Skal kæmpe med Franculino: Uhre nyder konkurrencen
Den hjemvendte bomber ser frem til den skærpede konkurrence i FC Midtjylland, som han blot forventer gør ham bedre.

📍 Campo i Ikast
Efterårets helt store profil i Superligaen var uden tvivl Franculino Djú, der med sine 16 mål i 17 Superliga-kampe har sat sig solidt på topscorerlistens førsteplads.
Angriberen fra Guinea-Bissau gik imidlertid i stykker i efterårets sidste runde, og dermed måtte FC Midtjylland kigge sig om i transfervinduet efter en angriber, som kunne fylde hullet efter talismanen.
Ind kom Mikael Uhre, der fremover skal kæmpe om den forreste plads i det midtjyske angreb.
Og selvom Franculino står til at gøre comeback i foråret, hilser den danske angriber konkurrencen i FC Midtjylland velkommen.
Den foreløbige prognose på Franculinos skade hedder, at angriberen ventes tilbage i løbet af marts.
Indtil da er vejen banet for mange spilminutter til den hjemvendte Mikael Uhre, men billedet bliver måske et andet, når Franculino vender retur.
Og det er heller ikke utænkeligt, at midtjyderne hiver en fuldgod erstatning ind, når Franculino uundgåeligt bliver skibet afsted.
Men det er ikke en situation, der er afskrækkende på Mikael Uhre, som tidligere er blevet topscorer i Superligaen.

I stedet glæder han sig over den konkurrence, som venter ham i FC Midtjylland. Det fortæller han til Campo og de andre fremmødte medier efter torsdagens træning.

- Det er klart, at det er en hård konkurrencesituation. Men jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for at gøre mig gældende, og så er det jo op til træneren at vælge, hvem han synes, der passer bedst til den kamp, vi nu skal spille. Eller hvem der lige er i bedst form, siger Uhre og fortsætter:
- Jeg vil holde fokus på det, jeg kan gøre noget ved.
Bliver bedre af konkurrence
Det var ikke kun FC Midtjylland, der var ude efter Mikael Uhres underskrift i vinter. Også AGF blev meldt som bejler til angriberen, hvor konkurrencen på angriberpladsen formodentlig ikke er så skarp, som den er i FC Midtjylland.
Men angriberen fortæller, at det ikke har været et tema for ham at tage et sted hen, hvor minutter er mere garanteret. For konkurrence er også noget af det, der har gjort Mikael Uhre til den spiller, han er i dag.
- Nej, for jeg føler, at den måde, jeg har udviklet mig bedst på i min karriere, det har været, når der har været konkurrence om tingene. Og måske er kommet lidt fra baghjul, siger han og fortsætter:

- Jeg ved ikke, hvor meget baghjul, jeg kommer fra her, det er i hver fald en skærpet konkurrencesituation. Det er det, der rykker mig, og jeg vil gerne være en så god fodboldspiller som overhovedet muligt. Det er det, der er mit mål.
Foreløbigt lader det til, at det er Junior Brumado, som Uhre skal dyste om minutterne med frem til marts, hvor Franculino forventes retur.
I første omgang gælder det dog forårsåbneren mod FC København, som løber af stablen søndag klokken 16.00.
Og opgøret bliver specielt for Mikael Uhre, der i en årrække bombede mål ind for ærkerivalerne fra Brøndby IF.
Læs mere her:

FC Midtjylland
Franculino Djú











