Kapløb med tiden: Uheldig FCM’er kan blive transferaktuel
Den hjemvendte Ola Brynhildsen kan muligvis forlade FC Midtjylland, hvis han bliver sin skade kvit i tide, fortæller sportschef Kristian Bach Bak.

📍 Campo i Ikast
Ola Brynhildsen er atter at finde i FC Midtjylland, efter at nordmanden er vendt retur efter sit lejeophold i Bodø/Glimt.
Nordmanden havde ellers en frikøbsklausul hos den norske succesklub, men efter en skade tilbage i september, som stadig holder ham ude, kom noget skifte aldrig på tale.
Derfor er han stadig at finde i FC Midtjylland, men det er ikke utænkeligt, at han kan blive skibet afsted allerede her til vinter, hvis han blive sin skade kvit.
Det forklarer sportsdirektør i FC Midtjylland, Kristian Bach Bak, til Campo og den fremmødte presse ved torsdagens træning.
Det hele afhænger dog af, om den uheldige nordmand bliver sin skade kvit i tide.
- Ola [Brynhildsen] er jo desværre skadet, og har været ude i et stykke tid, inden han kom tilbage fra sit lejeophold, og er også stadigvæk ude i et stykke tid, siger Kristian Bach Bak og uddyber:
- Så det er sådan lidt uafklaret med Ola, om han er på affyringsrampen eller ej.
- Det, der er med Ola, det er, at han jo er en fantastisk fyr, og vi ved også, hvad han er garant for, når han er klar. Så det handler jo lidt om, hvornår han kommer tilbage fra sin skade.

Rundt omkring i Europa er der stadig transfervinduer, som er åbne, og skulle Brynhildsen komme tilbage fra sin skade inden de respektive deadlines, er Kristian Bach Bak ikke i tvivl om, at et salg kan komme på tale.
- Jamen selvfølgelig [kan en transfer komme på tale, hvis han bliver skadesfri], siger Kristian Bach Bak, der dog forklarer, at det formentlig ikke er det mest realistiske scenarie.
- Ola er jo en, som vi vil det bedste for, og hvis han ikke ser frem til spilletid her, så er det jo en, vi selvfølgelig altid vil snakke om, om der er et scenarie, hvor han kan få det. Men jeg tror nok, uden at være helt sikker på hans skadeslængde lige nu, så er det mest sandsynligt, at han er her i den her sæson, siger han.
Ola Brynhildsen har kontrakt med FC Midtjylland frem til sommeren 2027.
En række andre FCM-profiler har dog udløb inden da, men især én vil klubben hjertens gerne forlænge med.
Læs mere her:

FC Midtjylland












