Får han dem til at glemme Adamsen?
ANALYSE: Oliver Ross er rykket fra AaB til Silkeborg. Her er Campos karakterer til handlen.

Vi kan først for alvor vurdere transfers, når der er gået halve og hele år.
Nogle gange går der endnu længere end det, mens det andre gange hurtigere står klart, om en spiller fungerer eller ej.
Campo ser i dette nye koncept med transfer-karakterbogen nærmere på, hvordan en transfer ser ud i de timer og dage, den finder sted.
Her ser vi på AaB og Silkeborgs transfer af Oliver Ross.

Oliver Ross
Alsidig offensivspiller, Danmark, 21 år
AaB til Silkeborg IF
Anslået pris: Transfer, angiveligt omkring 3,7 millioner kroner
Karakter til Silkeborg IF: 5
Karakter til AaB: 4
Karakter til Oliver Ross: 7
Vurdering: Silkeborg IF
Vi ender i første omgang i middelkarakterer, da både SIF og den unge spiller skal vise, at det her kan komme til at fungere.
I årevis har den unge midtbanespiller været set som et stort talent i Aalborg, men det er altså ikke blevet forløst som håbet.
En ung spiller kan ikke bebrejdes AaB's afgrundsdybe problemer med to nedrykninger, men det betyder ikke desto mindre, at SIF her tager en chance og skal have forløst en spiller, der kommer fra 1. Division.
Det er bestemt ikke risikofrit eller billigt, men omvendt er der potentiale her, så vi ender i en midterkarakter, indtil vi ser, hvordan det fungerer.

Hvem ved – går det her godt, kan han og holdkammeraterne afbøde for, at Tonni Adamsen med al sandsynlighed stopper til sommer, og at SIF dermed kommer til at mangle en pæn portion af klubbens scoringer, med mindre andre tager over.
Vurdering: AaB
Helt ærligt, så var det her jo ikke meningen med et så stort talent.
Men to nedrykninger har ødelagt meget i Aalborg, og så er det, en dygtig ung spiller ender med ikke at blive en nær så god forretning, som man havde planlagt.
Derfor rammer AaB lige under middel her – fint at få et par millioner, men nogen succes skal vi altså ikke prøve at sælge det her som efter år med kæmpe underskud og store problemer.
Vurdering: Oliver Ross
Det her ligner et fornuftigt valg af den stadigt kun 21-årige midtbanespiller.
I Silkeborg får han en ramme, hvor kravene er høje, men hvor der også er ro og stabilitet og masser af folk, der kan guide ham i den rigtige retning sportsligt efter AaB's svære sæsoner, der bare ikke er et ideelt udviklingsmiljø.
Intet her er givet eller sikkert, men valget ser solidt ud i stedet for, at al sliddet som ny seniorspiller i AaB blev afløst af et svært skifte til udlandet.
Godt valgt: Nu er det med at slå til på træningsbanen og i kamp.














