Smukt, Sønderjyske: Brøndby, AGF og FCK sov i timen!
ANALYSE: Kristall Ingason er skiftet fra Sønderjyske til Brann Bergen. Her er Campos karakterer til handlen.

Vi kan først for alvor vurdere transfers, når der er gået halve og hele år.
Nogle gange går der endnu længere end det, mens det andre gange hurtigere står klart, om en spiller fungerer eller ej.
Campo ser i dette nye koncept med transfer-karakterbogen nærmere på, hvordan en transfer ser ud i de timer og dage, den finder sted.
Her ser vi på Sønderjyskes store salg af Kristall Ingason til Brann.
Kristall Ingason
Central midtbane, Island, 24 år
Sønderjyske til Brann Bergen
Anslået pris: Transfer, Tipsbladet melder pris omkring 10 millioner kroner
Karakter til Sønderjyske: 9
Karakter til Brann Bergen: 9
Karakter til Kristall Ingason: 7
Vurdering: Sønderjyske
Mere vil have mere, og fra en af Superligaens større klubber havde prisen på Ingason været højere.
Men det skal ikke taget meget fra det flotte salg, Sønderjyske her laver af islændingen, der havde halvandet år tilbage af kontrakten.
Sønderjyske er kommet langt siden nedrykningen og en hård tur i 1. Division, og det er denne handel et perfekt symbol på.
Den kommer til gengæld til at gøre ondt sportsligt.
Derfor er det nærliggende at forvente en afløser, så Sønderjyske kommer det sidste stykke over målstregen og i Top 6-slutspillet, hvor man har fem point i forspring til nummer syv og otte, Viborg FF og FC Midtjylland.
Og så burde denne transfer gøre ondt i Brøndby, AGF og måske også FC København med tanke på FCK's mandefald på midtbanen.
Han er måske ikke plug-and-play i spillestilen, og det er svært at hamle op med Freyr Alexanderssons tiltrækningskraft på islændinge.
Men til den pris kunne de tre Superliga-topklubber have brugt Ingason, hvis han ellers var åben for et skifte.
Ja, det er lige før, det også gælder FC Midtjylland og deres velpolstrede trup, hvor man på den ene side ikke skal bremse Valdemar Byskov, men på den anden også står til at sælge Dani Silva i den sidste uge i transfervinduet og kunne bruge en mand ekstra, også selv om Silva spiller længere tilbage.
Der er naturligvis også noget, det hedder en klar karriereplan og en vej videre til udlandet, men ham der, ham kommer Superligaen til at savne.
Vurdering: Brann Bergen
Fremragende set og oplagt af Brann, da især når en transfer i det prisleje var mulig.
Det her ligner et scoop, hvis islændingen med fortid i FCK's ungdomsafdeling klarer overgangen til en mere boldbesiddende stil, hvor flere modstandere står lavt, end hvad Sønderjyske typisk har oplevet i Superligaen.
Hvis Sønderjyske står for et af de fedeste januarsalg i Superligaen hidtil, må det her være et af hele Skandinaviens transferkup hidtil i 2026 – hvis Ingason lever op til forventningerne.
Vurdering: Kristall Ingason
Kunne Ingason ikke være endt i en endnu større klub?
Man fristes til at mene 'jo' (hint, ovenstående Superliga-klubber).
I Brann har islændingen udsigt til at spille europæisk og til at få en vigtig rolle, hvis Brøndby IF som forventet køber Felix Horn Myhre af Brann for det dobbelte af Ingasons pris.
God handel af Brann, og et potentielt fasttrack videre ud i Europa for den angrebsivrige midtbanespiller.
Og så kan vi sidde og ærgre os over, han ikke skal spille i Superligaen længere og fundere over, om han ikke i et af de næste transfervinduer rejser et godt stykke mod syd i Europa.
Brøndby har ifølge Campos oplysninger gode muligheder for at sende Rasmus Lauritsen væk.
Han har nemlig flere bejlere i Tyskland og Tyrkiet, kan Campo afsløre.
Læs mere her:

AGF
Brøndby IF
FC København
Sønderjyske













