Ny SIF’er klapper i om købsoption – men vil gerne blive
Silkeborgs nye lejesvend har foreløbigt en aftale frem til sommer.

Silkeborg har hentet en ny midtbanespiller til klubben i 22-årige Adam Wikman.
Svenskeren er skiftet fra IK Sirius på en lejeaftale for resten af sæsonen, men om den aftale indeholder en købsoption, meldes der ikke noget ud om.
Wikman selv var heller ikke meget for at svare på, om det er tilfældet, da Campo spørger ham efter sin uofficielle Silkeborg-debut mod Esbjerg, men alligevel kunne han fortælle, at skiftet er sket med henblik på at blive i Silkeborg.
- Ja, måske, hvis alt går godt, så vil jeg selvfølgelig gerne blive. Men lige nu fokusere jeg på det, der sker nu, og på den næste træning og den næste kamp.
- Så jeg har ikke rigtigt fokus på sommeren, og hvad der skal ske til den tid. Jeg fokusere på lige nu, og så må vi se, siger Adam Wikman.
Er der en købsoption i din kontrakt?
- Det ved jeg ikke rigtigt, om jeg kan sige eller ej. Så det vil jeg ikke svare på, slår Wikman fast.


Bekræfter interesse fra andre klubber
Silkeborg var ikke ene om at henvende sig i forsøget på at overbevise Adam Wikman om et skifte.
Til trods for interesse fra flere svenske klubber og adresser andre steder i Europa, så var det Silkeborg, der bedst matchede Wikmans ønsker.
Silkeborg var dog den eneste danske klub, der greb fat i svenskeren, fortæller han til Campo.
- Jeg ved det ikke (om en anden dansk klub ville passe til mig, red.), men jeg har ikke hørt noget fra andre danske klubber.
- Der var nogle svenske klubber og nogle klubber i Europa, men ikke noget i Danmark, så vidt jeg ved, siger Wikman.

Sverige-farvel er det rigtige
Det var dog klart for den 22-årige svensker, at han skulle prøvet noget nyt.
Han har nemlig ikke spillet i andre klubber end IK Sirius - indtil nu.
- Jeg har været i Sverige og i min tidligere klub Sirius i næsten 10 år nu, så jeg ville virkelig gerne prøve noget nyt. Jeg tror, at denne liga (Superligaen, red.) og klubben (Silkeborg, red.) passer godt til mig.
- Jeg har også haft nogle gode snakke med Kent, cheftræneren, og han fortalte mig, at han virkelig gerne ville have mig her til at hjælpe holdet. Så jeg tror helt sikkert, at jeg har taget den rigtige beslutning ved at komme her, siger Wikman.
I Silkeborgs testkamp mod Esbjerg spillede Wikman den første halvleg, inden Kent Nielsen skiftede på flere pladser i pausen, og mod Middelfart var svenskeren også med fra start.
Han har fået trøje nummer seks i Silkeborg.
Det ser dog ud til, at Wikman snart får svensk selskab i Silkeborg. Læs mere herunder:

Silkeborg IF












