Storklubber presser FCM i vildt transferspil
Det vil være et kup af rang, hvis det skulle lykkes FC Midtjylland at købe Maher Carrizo af Velez Sarsfield.

Velez Sarsfield har gennem tiden fostret fantastiske og markante fodboldprofiler.
Den senere Boca Junior-trænerlegende Carlos Bianchi hamrende som ung bolde i kassen for Velez, der hører hjemme ude i den vestlige del af millionbyen Buenos Aires.
Målmanden José Luis Chilavert, der sparkede et forrygende frispark, lavede 36 af sine 46 mål som Velez-keeper i 90'erne, hvor han var en af verdens mest berømte målmand, selv om han kun nåede at spille for Zaragoza og Strasbourg i Europa.
Deroppe er U/20-landsholdsspilleren Maher Carrizo på ingen tænkelig måde endnu i statur.
Men Carrizo er på vej, og som Bold.dk i de seneste dage har rapporteret, har FC Midtjylland kastet sig ind i kampen om den 19-årige offensivspiller, hvilket stemmer overens med Campos oplysninger.
Kæmpeklubber
Det er en voldsomt hård kamp, FC Midtjylland har bevæget sig ud i.
Velez Sarsfield var i sidste uge i færd med at sælge Carrizo til kæmpeklubben River Plate.
Men Velez, Carrizo og den unge spillers bagland blev tilsyneladende enige om, det var bedre med et skifte til Europa, hvis ellers tilbuddene er store nok.
I England og Holland har Manchester City og Feyenoord været nævnt.
Men konkurrencen spidser endnu mere til med interesserede klubber i Portugal, hvor Benfica er på banen, mens der ifølge Campos oplysninger også hives i den unge forward fra Spanien og Italien.

Set fra sommervarmen i Buenos Aires kan Lissabon eller andre byer i Sydeuropa umiddelbart virke mere lokkende.

Afløsere i kikkerten
Det er en særdeles ambitiøs operation, FC Midtjylland har kastet sig ud i, og det er værd at huske på, midtjyderne ligesom mange af deres kolleger opererer med flere kandidater ad gangen i stedet for at lægge alle æg i en enkelt transfer-kurv.
Da Campo var til træning i Ikast 5. januar, lagde Kristian Bach Bak ikke skjul på, man tænkte over at hente afløsere allerede her i januar for de spillere, der sandsynligvis bliver solgt med stor profit til sommer.

- Vi kigger efter spillere, som har lige så stort potentiale, som Franculino havde, da han kom. Om det er nu, eller om det er til sommer, at vi skal gøre noget der, det må jo vise sig, sagde Kristian Bach Bak ved den lejlighed.
Selv hvis Carrizo ender i en anden klub, hvilket lader til at være det mest sandsynlige slutresultat, får FC Midtjylland sendt et markant signal oppe i toppen af Superliga-hierarkiet i disse dage om, at man ikke er færdig med at vokse.
Bold har rapporteret om et FCM-bud til en værdi lidt over 80 millioner kroner.
Ifølge det store argentinske sportsmedie Diario Olé har Maher Carrizo en frikøbsklausul på 16 millioner euro, hvilket svarer til omkring 120 millioner kroner.
Den argentinske sæson begynder på fredag for Velez' vedkommende med en kamp mod den mindre klub Instituto Córdoba fra provinsbyen af samme navn - her er forventningen, at Maher Carrizo spiller med
FCM's 2026 begynder for alvor torsdag aften i Bergen, hvor man møder Brann i Europa League.
Der er penge i kassen, hvis FCM får brug for det:

FC Midtjylland












