Kan blive andetvalg: ‘Det er hans beslutning’ Foto: Ernst Van Norde/Claus Bech/Ritzau Scanpix

Kan blive andetvalg: ‘Det er hans beslutning’

Silkeborg vil gerne forlænge med Nicolai Larsen, der dog kan se frem til at blive andet valg i fremtiden. Beslutningen er Larsens at træffe, fortæller sportschef Jesper Stüker.

Collage Jesper Stüker og Nicolai Larsen
Foto: Ernst Van Norde/Claus Bech/Ritzau Scanpix

Siden sommeren 2021 har Nicolai Larsen været fast mand mellem stængerne for Silkeborg IF.

Hele 185 gange har den rutinerede keeper vogtet buret for holdet fra Søhøjlandet, men foråret kan meget vel blive keeperens sidste for det rødblusede mandskab.

I hvert fald kunne klubben i december melde ud, at man pønser på at give den unge reservekeeper Aske Andresen chancen i buret med henblik på, at den 20-årige målmand fremover skal være førstevalg.

Nicolai Larsens kontrakt har man dog også i sinde at forlænge, men forhandlingerne har selvsagt ramt en hårdknude i forbindelse med keeperrokaden, og til Campo fortæller sportschef Jesper Stüker, at det er op til Nicolai Larsen, hvad der skal ske til sommer.

Den 30. juni udløber Larsens kontrakt med Silkeborg IF, men sportschefen lægger ikke skjul på, at man gerne ser den rutinerede målmand fortsætte i SIF.

- Vi har haft en ærlig dialog omkring muligheden for at kigge på noget forlængelse fra sommer, hvor Nicolais kontrakt løber ud.

Tjansen som førstekeeper er dog langt fra så sikker, som den tidligere har været, forklarer Jesper Stüker, som også fortæller, at de sportslige visioner har været en del af forhandlingerne med Nicolai Larsen.

Collage Jesper Stüker og Nicolai Larsen
Foto: Ernst Van Norde/Claus Bech/Ritzau Scanpix

- Vi har prøvet at skitsere de sportslige rammer, som vi ser det. Det er lidt noget nyt, at vi synes, vi har en ung keeper, som stikker næsen lidt frem, og vil kunne udfordre Nicolai på et eller andet tidspunkt.

At Aske Andresen stikker næsen frem betyder dog ikke, at klubben har en fast dato i tankerne for, hvornår den unge målmand får lov at prøve kræfter med mere fast spilletid.

- Der er måske nogen, der har sagt, at det er fra en eller anden bestemt dato, men det er faktisk ikke tilfældet, forklarer Jesper Stüker.

Larsens eget valg

Skal man blive i Silkeborg IF som muligt andetvalg, eller skal man se mod andre græsgange?

Det er det dilemma, Nicolai Larsen står over for, og spørger man sportschefen, så er det en beslutning, keeperen selv må træffe.

- Nicolai har jo været vant til at være førstekeeper, og det er jo sådan lidt hans beslutning, hvad der skal ske fra sommer.

Første kontraktudspil har den rutinerede keeper dog takket nej til, da det efter hans udsagn lignede en afvisning.

Profil takkede nej til forlængelse: Lignede en afvisning foto
Profil takkede nej til forlængelse: Lignede en afvisning

Skulle det ikke lykkes parterne at finde en løsning, er Jesper Stüker dog fortrøstningsfuld omkring, at Nicolai Larsen nok skal levere varen for Silkeborg, indtil kontrakten udløber til sommer.

- Nicolai er jo topprofessionel, og vi er også helt sikre på, at han kommer til at levere indtil den dag, han ikke er i Silkeborg mere, hvis det er til sommer eller længere fremme. Det er vi helt trygge ved.

Herunder kan du læse mere om Silkeborg IF's transferplan.

SIF-chef: Her er Silkeborgs transferplan foto
SIF-chef: Her er Silkeborgs transferplan

Mest læste

Notifications

Notifikationer