FCM-boss bekræfter: Grønbæk er på radaren
I FC Midtjylland kunne de godt være klar på at kickstarte Albert Grønbæks karriere.

Der har tidligere på måneden været meldt om interesse.
Nu bekræfter FCM-sportschef Kristian Bach Bak selv, at FC Midtjylland holder et vågent øje med Albert Grønbæk.
- Selvfølgelig er han en type, som passer rigtig godt ind i den måde, vi gerne vil spille den her form for dynamisk fodbold på: Han har en god motor, og så er han jo selvfølgelig også målfarlig - det viste han jo oppe i Bodø/Glimt, hvor han var en stor profil
- Vi holder øje med de danske og skandinaviske spillere, der er ude, så ja selvfølgelig er han en interessant spiller, siger Kristian Bach Bak til Viaplay.
- FC Midtjylland er interesseret i erfarne spillere, som har været ude og prøve noget på egen hånd, og Albert Grønbæk, det siger jo sig selv med det niveau, han er på, og de klubber, han har været i, så er han jo et interessant navn, sammen med mange andre skandinaviske topspillere, som vi altid har på radaren i Midtjylland, siger Kristian Bach Bak
Albert Grønbæk har haft et vanskeligt 2025, hvor han i første halvår så mest til tribunen i Southampton, mens det i andet halvår er bænken og tribunen i Genoa, der han har brugt mest tid på.

Med en forestående VM-slutrunde har Grønbæk formentlig brug for fast spilletid i foråret, og det er præcis det scenarie, de gerne ser i Herning.
- På sigt er det jo sådan nogle spillere her, vi rigtig gerne vil have. Vi vil gerne have danske landsholdsspillere, der spiller for Midtjylland.
- Vi vil rigtig gerne kunne tilbyde, at danske fodboldspillere, at de kan skifte til Midtjylland, for så at spille dansk landsholdsfodbold også, og der vil han (Grønbæk, red) jo selvfølgelig også være et emne den vej rundt, lyder det fra Bach Bak.
Albert Grønbæk har også været sat i forbindelse med et skifte til FC København, og faktisk er det nu anden gang, FC Midtjylland har øjnene rettet mod den blonde aarhusianer.
Har du bemærket vores nye design og fede features som podcast, liveblog og masser af video fra de bedste danske klubber? Vi drømmer om at samle en stor og fast skare af danske fodboldfans hver dag - download vores app i dag, og læs mere om det nye Campo her.
- Som jeg husker det, var det i forbindelse med, at Mikael Anderson valgte at tage til AGF, hvor vi var ude i måske at lave en byttehandel på det tidspunkt, forklarer Bach Bak om klubbens seneste interesse, der altså ikke udmøntede sig i noget konkret.
Albert Grønbæk har fortsat sine første minutter til gode i 2026, hvor han indtil videre har måttet sidde ud af Genoas tre Serie A-kampe med en muskelskade.
Albert Grønbæk er ejet af franske Rennes, der hvorfra han det seneste år har været udlejet til første Southampton og siden Genoa. Mens Genoa menes at have en købsoption inkluderet i lejeaftalen, har Grønbæk kontrakt helt til sommeren 2029 i Rennes.
FC Midtjylland
Albert Grønbæk













