Karakterbogen: FCM har transfermagten i Superligaen
Mikael Uhre skifter fra Philadelphia Union til FC Midtjylland. Her er Campos karakterer til handlen.

Vi kan først for alvor vurdere transfers, når der er gået halve og hele år.
Nogle gange går der endnu længere end det, mens det andre gange hurtigere står klart, om en spiller fungerer eller ej.
Campo ser i dette nye koncept med transfer-karakterbogen nærmere på, hvordan en transfer ser ud i de timer og dage, den finder sted.
Her ser vi på Mikael Uhres transfer fra Philadelphia Union til FC Midtjylland.

Mikael Uhre
Angriber, Danmark, 31 år
Philadelphia Union (MLS) til FC Midtjylland
Anslået pris: Fri transfer efter kontrakten
Karakter til FC Midtjylland: 8
Karakter til Mikael Uhre: 7
Vurdering: FC Midtjylland
FC Midtjyllands sportschef Kristian Bach Bak åbnede en dør på klem for januar-transfers, da blandt andre Campo var forbi træning i Ikast i begyndelsen af ugen (læs mere her).
Det var specifikt en afløser for Franculino i foråret, sportschefen fremhævede, og den afløser kom torsdag.
Det gjorde den i form af lidt af en kioskbasker, hvor den tidligere Brøndby-forward Mikael Uhre valgte FC Midtjylland foran blandt andre AGF og Toronto FC, som var blandt en større gruppe klubber med interesse i den danske angriber.
Vigtig handel
Det er ikke i hvert transfervindue, en tidligere Superliga-profil og vinder vender tilbage til en anden klub, end han vandt med.
Og det er meget markant, FC Midtjylland får fingre i Mikael Uhre foran blandt andre AGF, og samtidig med at Brøndby IF er på angriberjagt.

Hvis det lå i kortene, FC Midtjylland hentede en angriber, der skulle være sikker starter og bære holdet de næste 3½ år, ville vi løfte øjenbrynene.
Uhre fylder 32 senere i år, og 38 MLS-mål på fire sæsoner er fint men heller ikke vildere end det.
Men når FC Midtjylland har Cho Gue-sung, får Franculino tilbage i marts eller april, og også har Júnior Brumado, Edward Chilufya og til nøds en af de driblestærke kanter at spille med oppe foran, er det her jo langt fra alt, der bliver sat ind på én kontrakt.
Magt
Uhre koster nul kroner i transfer, han bliver næppe blandt de lønførende, og skulle konkurrencen vise sig at være for hård senere i år eller 2027, vil mange klubber hjertens gerne betale et par millioner kroner for en angriber med det CV.
Det er en god og omkostningseffektiv transfer, når man som FCM har råd til den, den er tæt på risikofri, og derfor er der en høj karakter til midtjyderne.
Og så får FCM understreget, at er der brug for en handel, har klubben musklerne til at gennemføre den, og på det råderum er klubbens Superligaens stærkeste, selv om FCK's budget er større.
Vurdering: Mikael Uhre
FC Midtjylland løber med en attraktiv spiller her, mens Mikael Uhre tydeligt signalerer, hvad der betyder noget for ham.
For Uhre kommer til at spille om endnu et mesterskab i foråret, og det skulle være meget mærkeligt, hvis ikke de kommende år også byder på masser af guldkamp og attraktive Europa-kampe.

Der var betydeligt højere lønninger som mulighed, en fed rolle for AGF frem mod, klubben flytter ind på et flot stadion, og så kunne Uhre uden videre have spillet mod større navne og på større arenaer, end vi finder i Danmark.
Vi kender ikke det nøjagtige udvalg af klubber, der var i spil.
I FC Midtjylland vælger angriberen at række ud efter titler, også selv om konkurrencen er hård. Det er der større risiko men også større potentielle triumfer i, hvis ellers magtforholdet i dansk fodbold forbliver, som det er nu.













