Brøndby tæt på aftale med ny angriber
I dette tilfælde skal der muligvis tre til tango.

Det lader til mest af alt at være et spørgsmål om tid.
Enten til sommer eller også allerede denne vinter.
At Tonni Adamsen er et emne som ny angriber i Brøndby, kunne TV 2 Sport allerede onsdag afsløre med en bekræftelse fra Brøndbys fodbolddirektør Benjamin Schmedes, og nu kan selvsamme medie meddele, at Brøndby er langt i forhandlingerne med Tonni Adamsen.
Det helt store spørgsmål er bare, om Brøndby har tålmodighed til at vente til sommer for så at få Adamsen på en fri transfer.
Alternativet for Brøndby vil være at købe Adamsen fri allerede i dette transfervindue, men det vil kræve, at vestegnsklubben kan nå til enighed med Adamsens nuværende klub, Silkeborg IF, om en salgspris.

Tonni Adamsen kom til Silkeborg IF i august 2022 - i øvrigt som direkte erstatning for Nicolai Vallys, der få dage senere skiftede til netop Brøndby IF - og hans kontrakt står til at udløbe til sommer.
Det betyder, at 31-årige Adamsen netop er gået ind i sit sidste halvår på kontrakt i Silkeborg, og det giver ham nye muligheder.
Spillere er nemlig fri til at forhandle med potentielt nye klubber, når de har under seks måneder tilbage af deres nuværende kontrakter.
Det er derfor, Brøndby allerede nu kan forhandle med Adamsens bagland om en kommende kontrakt - helt uden accept fra Silkeborg.
Silkeborg skal dog på banen, hvis Adamsen allerede i denne måned skal tage turen over Lille- og Storebælt for at slutte sig til Steve Coopers tropper, og der er selvsagt ingen garanti for, at Benjamin Schmedes og kompagni kan nå til enighed med Jesper Stüker, der er sportschef i Silkeborg IF.
Ifølge TV 2 Sport vil Brøndby inden længe tage kontakt til Silkeborg for at undersøge muligheden for et skifte allerede i indeværende transfervindue, således Adamsen kan rejse med Brøndby på træningslejr.

Silkeborg IF
Brøndby IF
Tonni Adamsen












