Napoli taber terræn i toppen efter danskerscoring
Martin Frese kom på tavlen, da Napoli tog imod Verona i Serie A.

Der var dømt danskerbrag i Serie A, da Napoli onsdag tog imod Verona i Serie A.
Her var det top mod bund, hvor Napoli med en sejr kunne spille sig op på førstepladsen, imens Verona i den anden ende af tabellen kæmper for at komme over stregen.
Både Rasmus Højlund og Martin Frese startede opgøret, og selvom sidstnævnte kom på tavlen, måtte Verona tage til takke med 2-2 efter et comeback af Napoli i anden halvleg.
Det var et stærkt skadesplaget Napoli-mandskab, der tog imod Verona onsdag aften, hvor profiler som Kevin De Bruyne, Romelu Lukaku, Frank Anguissa og David Neres blandt andre sad ude med skader.
Og dermed var det måske ikke så overraskende, at det var Verona, der tog teten fra starten af opgøret.
Og allerede efter et kvarter fandt Verona vej til netmaskerne - og scoringen kom fra en dansk fod.
Her havde Martin Frese nemlig sneget sig med i feltet, og på et hårdt, fladt indlæg kunne han sætte hælen på og overliste målmanden.

Og blot ti minutter senere blev det endnu sjovere for Verona. Her kunne Gift Orban nemlig bringe gæsterne foran 0-2 på et straffespark, og dermed var der altså en tomålsføring at hente for Napoli, da der blev fløjtet til pause.
Napoli kom dog godt fra start i anden halvleg. Ti minutter efter pausen kunne Scott McTominay nemlig reducere til 1-2 efter et hjørnespark.
Og med tyve minutter igen så det ud til, at Højlund skulle bringe balance i regnskabet. Her fandt den danske bomber vej til netmaskerne, men målet blev underkendt, da dommeren efter et VAR-tjek skønnede, at landsholdsangriberen havde taget armen til hjælp i forbindelse med scoringen.
Dermed så det ud til, at Verona skulle trække det længste strå i opgøret, men i det 82. minut dukkede Giovanni Di Lorenzo op i feltet, og kunne med en afslutning i det korte hjørne bringe balance i regnskabet.
Det blev dog opgøret sidste scoring, og dermed mister Napoli et vigtigt skridt i topkampen i Serie A. En sejr havde nemlig bragt dem op på en foreløbig førsteplads, men med onsdagens remis må danskerklubben tage til takke med en foreløbig tredjeplads.
Her har de ét point op til førerholdet fra Inter, og netop Inter er modstanderen, når Napoli og Højlund skal i aktion igen på søndag.
Rasmus Højlund
Napoli
Hellas Verona












