Kan man købe Superliga-guldet i januar? Bedøm selv Fotos: Claus Bech/Ritzau Scanpix, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix og Bo Amstrup/Ritzau Scanpix. Kollage: Campo

Kan man købe Superliga-guldet i januar? Bedøm selv

Transfervinduet er åbent, og Superliga-klubbernes manøvrer fylder alt. Men gør det en forskel, når guldet placeres til maj?

Højlund FCK FCM AGF Brøndby Lindstrøm Dreyer Superligaen Transfers
Fotos: Claus Bech/Ritzau Scanpix, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix og Bo Amstrup/Ritzau Scanpix. Kollage: Campo

Superliga-transfers fylder meget i de her dage.

FC Midtjylland skal holde på alle profilerne.

AGF skal, måske, have justeret truppen, så den får en tand mere bid og bredde fra bænken.

Mange mener, FC København mangler en midtbanespiller og en angriber. Eller kigger vi det helt forkerte sted, hvis vi skal forstå efterårets problemer i Superligaen for mesterholdet?

Højlund FCK FCM AGF Brøndby Lindstrøm Dreyer Superligaen Transfers
Fotos: Claus Bech/Ritzau Scanpix, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix og Bo Amstrup/Ritzau Scanpix. Kollage: Campo

Der er mange emner at behandle. Men har de indflydelse på, hvem der står med guldet til maj?

Campo forsøger at nærme sig et svar ved at se på det seneste årtis mesterhold, og hvad de foretog sig i januar på transfermarkedet.

Vi giver et bud på, hvad det betød hvert år: Bedøm også selv, hvad du synes, januar-handlerne gjorde af forskel.

2024/25

Mester: FC København

FCK lejede Diant Ramaj i Dortmund og købte Robert fri efter at have leje ham.

Afgangene betød ikke det helt store med reserverne Onugkha og Sander, der røg afsted på lejeaftaler.

Den afgørende spiller her er Ramaj, der her halvandet år efter Kamil Grabaras afgang stadig står som den klart bedste FCK-målmand.

Han havde sin nedsmeltning i Parken i den vilde Brøndby-kamp, og den var slem, men ellers var Ramaj god.

Vurdering

Januar-handlerne var et plus for FCK, der muligvis ikke havde vundet DM med det ujævne målmandsspil fra efteråret 2024.

2023/24

Mester: FC Midtjylland

Victor Bak og Valdemar Byskov spillede først for alvor store roller fra 2024/25, mens FCM solgte to reserver den måned.

Og Alhaji Kamara, købt som angrebsreserve, betød intet.

Bak spillede en måneds tid i marts og april, men han var ikke den profil, han er i dag.

Vurdering

Januar-handlerne betød meget lidt for FCM's mesterskab.

Læs også Campos analyse af FCM's spillerbudget her i 2025/26-sæsonen

2022/23

Mester: FC København

FCK hentede Diogo Goncalves og Jordan Larsson, der begge bragede ind på scenen og spillede vigtige roller med 10 ligamål det forår.

Testen bestod også i at undgå problemer efter salget af Victor Kristiansen, og missionen lykkedes alt i alt fra en svær position, hvor FC Nordsjælland førte ligaen i vinterpausen.

Larsson og Goncalves gav FCK noget offensivt bid, der manglede, og energi til et hold, der havde brug for det efter et slidsomt efterår med trænerskifte og klø i Champions League.

Vurdering

Januar-handlerne gav FCK et vigtigt rygstød mod et svært mesterskab.

2021/22

Mester: FC København

Det var et vildt, vildt transfervindue, FCK havde i januar 2022.

Tænk sig at sælge Rasmus Højlund for en slik til Sturm Graz og Jonas Wind.

Og så hente Akinkunmi Amoo, Paul Mukairu og Khouma Babacar sammen med Nicolai Jørgensen og Mamoudou Karamoko.

Den gode handel den måned var aftalen med Denis Vavro, den fremragende midtstopper, mens Viktor Claesson også lagde godt ud og har været værdifuld for FCK.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Vurdering

Vavro og Claesson et klart løft, men det var ikke det transfervindue, der vandt DM for FCK.

2020/21

Mester: Brøndby IF

Brøndby IF handlede særdeles beskedent i januar det år.

Fallenius fandt først fodfæste på topplan senere i karrieren, Ægidius var purung, og Lumb var mest rotationsspiller.

Se Brøndbys spillerbudget i denne sæson

Holdet var helt og aldeles på plads, og da FCM samtidig bommede på deres vinterhandler i den sæson og siden smed det, der lignede et sikkert mesterskab, var vejen banet for Brøndby.

Brøndby IF havde allerede Jesper Lindstrøm og hele holdet på plads før januar 2021. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Vurdering

Januar-transferne betød meget lidt for guldet.

2019/20

Mester: FC Midtjylland

FC Midtjylland var et overflødighedshorn af god spillere, hvor Anders Dreyer blev købt ind og blev en profil, mens de tre øvrige var rotationsspillere.

Afgangene betød ikke det store, da der var tale om breddespillere og så lejede Emiliano Marcondes, der blev mere end rigeligt afløst af Dreyer.

FCM var favorit til DM hele vejen i en sæson hugget midtover af coronaepidemien, så mens handlerne i januar var et plus, havde FCM såmænd også vundet DM uden.

Vurdering

Januar-transferne gjorde FCM stærkere, men man var i forvejen Superligaens klart stærkeste hold, så guldet rykkede handlerne kun minimalt ved.

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

2018/19

Mester: FC København

Robert Mudrazija og Guillermo Varela fylder intet i FC Københavns historie sportsligt, og det gjorde de heller ikke i placeringen af guldet.

FC København vandt dette sidste Ståle Solbakken-mesterskab i sikker stil takket være spillere, der allerede var der, og relativt begrænset konkurrence fra rivalerne.

Vurdering

Januar-handlerne betød intet som helst for guldet.

2017/18

Mester: FC Midtjylland

Dette er et af de mest markante transfervinduer af dem, vi her ser på.

FCM mistede Alexander Sørloth, Rasmus Nissen Kristensen og Filip Novak, tre startere, FCM fik hård kritik for at sælge trods rekordindtægten fra Sørloth.

Men hvad vi ikke vidste den vinter for syv år siden var, at FCM ramte plet i uhørt grad med tilgangene.

Erik Sviatchenko og Bubacarr Sanneh kom til og spillede forrygende forsvarsspil for et FC Midtjylland, der sadlede om til forsvarskamp.

Det er næsten glemt og helt sikkert endnu vildere, at man hentede Artem Dovbyk den vinter.

En skrækkelig skade betød, Dovbyk aldrig slog igennem i Danmark, men FCM så i den grad rigtigt efter at hente den senere Ballon d'Or-nominerede, der som bekendt blev international topangriber få år senere.

Vurdering

Handlerne havde enorm betydning for FCM's guld, da de nye forsvarsspillere havde hovedroller i et usandsynligt DM foran Alexander Zornigers meget stærke Brøndby-hold.

Oscar Bobb Transfers Solbakken Erling Haaland
Ståle Solbakken handlede gerne i januar i FCK-tiden. Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

2016/17

Mester: FC København

Det mest markante den vinter var salget af Thomas Delaney, og tænk, en international klassespiller kunne fås for så beskedent et beløb dengang.

Uros Matic og Nicolaj Thomsen kom ikke til at fylde noget det forår, da Thomsen var langtidsskadet og først fik en sammenhængende rolle fra den efterfølgende sæson.

Vurdering

Januar-handlerne betød intet for FCK's guld.

2015/16

Mester: FC København

FCK havde en fornuftig føring i vinterpausen og satte trumf på med aftalen med Robin Olsen, der var strandet i PAOK, og midtstopperen Erik Johannsson, der siden har skiftet efternavn til Berg.

Daniel Amartey blev solgt for dengang flotte 50 millioner kroner, og med et par fornuftige handler sikrede Ståle Solbakken den defensive soliditet og et DM vundet i fin, sikker stil.

Vurdering

Januar-handlerne gjorde FCK bedre i guldkampen, men man havde højst sandsynligt vundet DM alligevel.

Mest læste

Notifications

Notifikationer